Torvet

Odder Bys centrale byrum renoveres og indrettes med grønne bede, smukke træer og plads til leg og ophold. Vi glæder os til at vise jer den nye udgave af Torvet.

Tanker om Torvet

Her kan du læse arkitektfirmaet LYTT's tanker om Torvet:

Det nuværende torv er anlagt tilbage i 1985, og Kommunalbestyrelsen i Odder har besluttet, at det er på tide, at byens centrale torv bliver renoveret, så torvet kan blive en smuk og værdig ramme om byliv og handel

Projektets hovedidé er inspireret af naturen omkring Odder og kigget mod syd ad Boulevarden mod Vejlskoven. Et udpluk af skovens elementer inviteres ind i byens hjerte - på torvet, hvor de bryder frem som grønne øer af frodig skovbund under et tag af varierede træer.

Med konceptet for torvet ønsker vi at skabe et smukt og inspirerende byrum som respekterer den historiske kontekst og samtidig byder indenfor til ophold i det grønne - midt på byens centrale strøg.

Efter omdannelsen får Torvet status af gågadezone og parkeringspladserne flyttes fra Torvet til andre lokaliteter i nærheden.

I zonen der danner overgang mellem fortov og torvets centrale rum, afvikles kørsel i forbindelse med service og drift, varelevering samt renovation. Kørsel vil foregå i tidsbegrænset periode som det kendes fra Torvet i dag.

Torvet indrettes med en fleksibel zone mod nord, hvor der er plads til udeservering og afvikling af forskellige arrangementer: markedsdage, juletræstænding og byfest.

Vandkunsten midt på det nuværende torv afvikles, og der gives plads til en permanent legezone under de store platantræer, samt forbedrede opholdsmuligheder.

Mod syd fortættes oplevelsen af det grønne med flere rumskabende bede, der danner rum omkring skulpturen ’Livets Port’, som får en ny central placering på Torvets sydlige del.

Materialepalletten for Torvet tager afsæt i de materialer, der kendetegner gågadeforløbet langs Rosensgade, så Torvet og Rosensgade fremover opleves som et hele.

Palletten suppleres med en rød teglklinke, der også findes flere andre steder som belægning i den historiske bymidte. Materialerne er valgt ud fra et ønske om at højne den oplevede kvalitet på Torvet generelt, men også ud fra et ønske om at vælge materialer, der kan være en værdig medspiller til de  historiske bygningsfacader, der omkranser Torvet, og som tilføjer stoflighed og skønhed til rummet.

Langs facader og i fortovsareal videreføres den mørke teglstensbort, der også kendetegner kantzonerne i Rosensgade.

I køre- og opholdszonen, der danner overgang mellem fortov og torvets centrale rum lægges nordiske brosten, der egner sig godt til kørsel med tunge køretøjer, og som bidrager med et subtilt farvespil i lyse nuancer.

Torvets centrale opholdsrum udføres i røde teglklinker, der giver en materialemæsssig sammenhæng til borten langs facaderne, men som har en anden farvetone, der fremhæver det centrale rum som noget særligt.

I projektet er desuden fokus på bæredygtighed og et ønske om at genanvende det vi kan, og begrænse brugen af nye materialer. Granitelementer fra det gamle springvand genanvendes til bedkanter, og torvets chaussesten indgår som bånd i de nye belægninger. Lysmaster renoveres og genopstilles i et nyt layout, og brostensbelægningen udføres af genbrugte brosten.

Legezonens indretning er inspireret af den lokale Odder-fortælling om Bjørnegrotten ved Rathlousdal, der som et af skovens elementer, også er blevet inviteret med ind på Torvet til glæde for særligt små og mellemstore børn.

Legezonen indrettes med bjørneskulpturer, og legeinventar som nedgravede trampoliner, karussel og andre legende elementer, der understøtter fortællingen om bjørnenes liv i skoven syd for Odder.

Det grønne - træerne og bedene - udgør en vigtig del af det nye torv som rumskabende elementer, der byder på en variation af oplevelser året rundt.

I en ny tid der byder på varmere somre og vildere vejr, er træerne med til at skabe et bedre mikroklima på Torvet med mere læ og flere skyggemuligheder samt et bedre tempereret byrum generelt. Træer og bede bidrager desuden med liv og biodiversitet til byens centrale rum.

Vi planter fem forskellige nye træarter på torvet, der er valgt med stor variation blomstringstidspunkt og løvfald. De nye træer er smalbladet lind, bredbladet røn, fuglekirsebær, spidsløn og treton.

Bedenes plantes til med stauder og prydgræsser med en varieret blomstring samt forårsløg som tulipaner og vintergækker, som lyser op i de tidlige forår.

Tidsplan for projektet

  • Kontrakt med entreprenøren: December 2024
  • Opstart, anlægsarbejder - rydning og etablering af byggeplads: Januar 2025
  • Etape 1 - Torvets nordlige del og vestside: Februar-april 2025
  • Etape 2 - Torvets østside: Maj-juni 2025
  • Etape 3 - Torvets midte: Juni-august 2025
  • Etape 4 - Holsteinsgade: August-september 2025
  • Afsluttende arbejder: Oktober 2025
  • Indvielse af Torvet: November 2025