Marked skabte debat

09-10-2018

Madhåndværksmarkedet skabte debat og nye ideer om bylivskvalitet i Odder.

Over 500 gæster oplevede og smagte lørdag den 6. oktober på et Madhåndværksmarked på Torvet i Odder. Dygtige og passioneret passionerede landmænd, kokke og vinimportører solgte og delte smagsprøver til ud til de mange besøgende.

I et stemningsfuldt setup med borde, bænke, træer og madboder på torvet fik handlende i gågaden og andre forbipasserende en ny oplevelse af, hvad Torvet kan rumme i fremtiden. Dygtige musikere fra Odder Musikskole bragte stemningen i top, mens Birgitte fra Troldgaarden langede den ene tapastallerken med gode pølser over disken, efter den anden.

Lone Landmand sørgede for lun æblegløgg til de kolde fingre, mens GROFT og Himmel og Hav serverede lækre og varme efterårssupper. Tørsten blev stillet ved Smukvin som hældte biodynamisk vin i glasset. 

Niels Ove Kildahl fra Hele Landet – Sociale Arkitekter er en glad og lettet mand. Før Madhåndværksmarkedet var der en bekymring for, om der ville være lokal opbakning til arrangementet på Torvet, eller om parkeringen - som allerede eksisterer, ville vinde over nye tiltag. Det er der dog umiddelbart ikke noget der tyder på, siger Niels Ove Kildahl, med henvisning til den store opbakning og de velbesøgte boder. Jeg kan se, at folk bliver siddende, også efter tallerken er tom, selvom der er blevet efterårskoldt. 

 "Måske er det vanskeligt at forestille sig noget, der er bedre end nær parkering, men her er det jo helt tydeligt, at bylivskvaliteterne kommer i højsædet, når man får mulighed for at sætte sig på sit torv, lytte til musik og spise en dejlig suppe sammen med sine unger, forældre eller venner. Det er der langt mere livskvalitet i, end der er i at parkere og gå få meter for at købe flere sko eller endnu et stykke tøj til skabet og køre hjem igen," siger Lone Landmand. 

Madhåndværksmarkedet er et led i udarbejdelsen af en ny samlet byudviklingsstrategi for Odder Bymidte. En strategi som skal dyrke de iboende særpræg og kvaliteter, som ligger i bymidtens forskellige områder, byrum og strukturer. Der er potentiale for at dyrke 4 bymiljøer, som i korte, betegnede begreber beskriver, hvad dette byudviklingsprojekt ønsker at udvikle og fremme i Odder bymidte. Nemlig en by der ER, fordi den rummer attraktive og levende miljøer, der hver for sig kan karakteriseres ved;

  • Det robuste miljø omkring Kvickly-torvet
  • Det rekreative miljø langs Odder Å 
  • Det raffinerede omkring Torvet og Rosengade 
  • Det rustikke miljø ved banearealerne

 

Ved at dyrke og forbinde de 4 bymiljøer skaber vi en cirkulær og sammenhængende bymidte, frem for den parallelle og endimensionelle bymidte, som vi kender den i dag.

Frem til og med november 2018, vil vi afprøve forskellige elementer i de fire bymiljøer, som går ud på at trykprøve og skabe dialog om de 4 bymiljøer og deres fremtid. Afprøvningerne startede med Folkeparken på parkeringsarealet foran Rådhuset – her var der fokus på at skabe en grøn forbindelse mellem Kvickly-torvet og Rosensgade. Dertil skulle afprøvningen teste behovet for et rekreativt åndehul i bymidte. Nu retter vi så fokus mod Torvet, hvor Madhåndværksmarkedet var startskuddet på at skabe dialog om den fremtidige brug af Torvet, forklarer Simone Foss Brink fra Hele Landet – Sociale arkitekter.

Næste afprøvning på Torvet er den 26. oktober, hvor et Kunsthåndværksmarked med fokus på oplandets og Odders dygtige håndværkere og designere vil udfolde sig. Her kommer blandt andet møbelpolstrer Nicolai Bisgaard og tapetdesigner Heidi Zilmer og viser deres kunnen frem. Markedet afholdes i Centralhotellet, som også har fået en midlertidig indretning. Kunsthåndværksmarkedet afholdes fra kl. 17 – 20 og der er mulighed for at købet et dejligt glas vin og en ret mad til fornuftige priser. Se mere på Facebook ved at søge på Kunsthåndværksmarked i Odder.

 Læs mere om hele projektet på: https://odder.dk/borger/teknik-miljø/bymidteforum/