8 gazeller i Odder Kommune

14-12-2021

Årets gazelle-priser er blevet uddelt, og i år ender otte af dem i Odder.

Hvert år uddeler Børsen Gazellepriser til de virksomheder, der klarer det ekstra godt. Blandt andet kræver det vækst i virksomheden over fire år og en fordobling i omsætningen på samme periode. De kriterier er der otte Odder-virksomheder, der har opfyldt i 2021 – og det er to mere end sidst, prisen blev uddelt.

”Først og fremmest stort tillykke til alle virksomhederne, det er virkelig godt gået. Sidste år havde vi jo seks gazeller, og det er vildt flot at vi har formået at få endnu flere i et år hvor vi stadig har corona og andre udfordringer i samfundet,” siger borgmester Uffe Jensen.

De otte Odder-virksomheder, som er blevet udnævnt til gazeller, er:

  • Firmagaveronline
  • Blikværkstedet
  • Frontagro.dk
  • KN Huse
  • Houkjær Begravelse
  • Ny Fillerup Savværk
  • Odder Kloakservice
  • Thvilum

Blikværkstedet, Houkjær og Thvilum modtog prisen sidste år og alle tre har fået prisen flere år i træk.

Stort tillykke til alle otte virksomheder!