Lene Rasmussen er ny dagtilbudsleder i Landsbyordningerne

01-12-2022

Lene Rasmussen kommer fra en stilling som leder af Nørrelandskirkens Børnehus i Holstebro.

Lene ser frem til at møde børn, forældre, medarbejdere og samarbejdspartnere

- Jeg har glædet mig til at starte arbejdet som leder af Landsbyordningernes dagtilbud og stå i spidsen for fællesskaber på tværs af byerne og tilbuddene, samtidig med at jeg varetager den daglige ledelse i Børnehuset Solstrålen.

Jeg ser frem til at møde børn, forældre, medarbejdere og samarbejdspartnere og sammen finde de gode løsninger for den nye organisering af Landsbyordningerne.

Jeg glæder mig til at gå på jagt efter alt det der i forvejen lykkedes godt og også lytte mig frem til steder, hvor der kan være udviklingspotentiale. Jeg ser frem til at være en del af den strategiske ledergruppe, der sammen skal skabe de bedst mulige rammer for Kommunens yngste borgere, fortæller Lene Rasmussen.

Kommunaldirektør er glad for at have fået en erfaren leder

Kommunaldirektør Henning Haahr er glad for at have fået en ny leder på plads i stillingen. Især hendes mangeårige erfaring kommer til at gavne kommunen, siger han.

- Lene har stor erfaring med pædagogisk udvikling og ledelse af daginstitutioner både som konsulent og som leder af daginstitutioner. Ligeledes har Lene prøvet at lede en daginstitution på flere matrikler. Lene har således solide kvalifikationer til at kunne løse opgaven og vi glæder os meget til at få hende med på holdet her i Odder Kommune”, fortæller Henning Haahr.

I Odder Kommune er skole- og dagtilbudsområdet i oplandet organiseret i fire landsbyordninger – Gylling, Hou, Hundslund og Saksild - med fælles ledelse og fælles bestyrelse. De enkelte landsbyordningers størrelse og sammenhæng gør det enkelt at sikre den røde tråd igennem hele børnelivet fra 0 til 13 år.

- Vi har siden etableringen af landsbyordningerne haft fælles ledelse af skole, daginstitutioner og dagplejen lokalt. Det har der været fordele ved, men også nogle klare ulemper. Derfor har vi ændret organiseringen således, at skole og dagtilbud har hver deres leder og dagplejen er samlet under een leder”, forklarer Henning Haahr.

Nu glæder vi os til at Lene Rasmussen starter som leder af daginstitutionerne i vores landsbyer. Det betyder at vi fremover kan få den nødvendige ledelsesmæssige fokus på de fire landsbyordningerne, hvad der binder dem sammen og hvad de kan sammen, og således at de kan komme ind i en endnu mere positiv udvikling fagligt og pædagogisk, slutter Henning Haahr.