Den verden, vores børn vokser op i, kommer på mange måder til at være digital. Derfor er det også vigtigt at børnene lærer at begå sig digital fra en tidlig alder. Det skal projektet ”De Første Digitale Skridt” hjælpe forældrene med, og det projekt har blandt andet taget sine første skridt i Odder Kommune.
”Det er rigtig vigtigt at børn og unge lærer at færdes i digitale fællesskaber ligesom vi lærer dem at færdes i fysiske fællesskaber. Derfor er vi glade for at have været med til at udvikle det her projekt, som giver forældre og fagprofessionelle værktøjer til at være sammen med børnene om det digitale liv og digitale aktiviteter” siger Kristian Kilt, der er SSP Konsulent i Odder Kommune.
Ipad er blevet tabu
Et af de steder, hvor de prøvede projektet af, var i børnehaven Gaia i Odder. Her har afdelingsleder Pernille Krog Lundegaard oplevet at både børn og voksne tog godt imod muligheden for at få hjælp til det digitale.
”De sidste år er for eksempel iPads begyndt at fylde mere og mere i børnenes – og forældrenes – hverdag og det er blevet et tabu blandt forældre at snakke eksempelvis skærmtid. Det er der mange forskellige holdninger til og projektet viser vejen til, hvordan man kan gå fra at tale om at sætte tid på ens barns skærmtid til at sætte fokus på kvaliteten af den tid, barnet bruger foran skærmen – og hvordan børn og voksne kan være fælles om skærmtiden,” siger hun.
”De Første Digitale Skridt” er et tilbud til kommuner og institutioner om viden, vejledning og aktiviteter. Tilbuddet udvikles løbende, blandt andet med bidrag og involvering fra kommuner, fagpersoner, forældre og børn.
Til forældrene udgives en guide med emner som:
- Forældre som rollemodeller – fx egne vaner, billeddeling, tabuer og dilemmaer.
- Trivsel og digitale medier – fx søvn, bevægelse, samvær og sociale kompetencer.
- Digital leg – hvad er det og hvordan kan de voksne være med?
- Indhold og aldersvurdering – fx film, spil og apps.
- Dataindsamling – fx via spilapps og billeddeling.
Til dagtilbud og sundhedsplejen:
- Materiale til møder med medarbejdere, forældre mv.
- Illustrationer til at starte samtalen med børn og forældre.
- 3 korte interviewfilm med pædagoger i vuggestue og børnehave samt en sundhedsplejerske.
Til både forældre og dagtilbud:
- Tips og videoguides til aktiviteter med digitale medier, bl.a. filmoptagelser, digital skattejagt, simpel robotkodning og billedredigering, samt adgang til et univers af filmpædagogiske aktiviteter og kortfilm via Filmcentralen/For de yngste og Børnebiffen som Filminstituttet står bag.
Tak for din feedback
Der skete desværre en fejl. Prøv venligst igen lidt senere