Odder Kommunes Erhvervstræf blev tirsdag aften afholdt på Odder Parkhotel. Her var der stor glæde blandt de 150 deltagere over, at det atter var muligt at samles.
På træffet var der oplæg, der blev netværket og ikke mindst blev erhvervspriserne uddelt.
Den årlige nytårskur var i år erstattet af et Erhvervstræf, og det blev der taget godt imod.
Borgmester bød velkommen
Det var Lone Jakobis første Erhvervstræf som borgmester. I hendes velkomst sagde hun blandt andet:
- Vi ønsker i kommunalbestyrelsen at sætte retning for en fortsat positiv erhvervsudvikling i Odder Kommune.
En udvikling som sikrer, at vi fortsat er en stærk erhvervskommune, hvor der er gode rammer for at
drive virksomhed både for eksisterende virksomheder og kommende iværksættere.
Lone Jakobi fortalte at Odder Kommunes erhvervsstrategi – ”En vækstkommune i balance” skal bidrage til, at Odder Kommune også i fremtiden er et attraktivt sted at bo, arbejde og drive virksomhed.
Bæredygtig vækst som tema for Erhvervstræffet
Temaet for årets Erhvervstræf var bæredygtig vækst og i den forbindelse gav vicedirektør i Dansk Industri, Anne Højer Simonsen, et spændende indlæg om, hvordan vi sammen skaber grøn vækst.
Anne Højer Simonsen er leder af DI’s klimapolitiske enhed. Enheden har til opgave at sikre, at Danmark har en grøn førerposition, og at den går hånd i hånd med vækst og arbejdspladser.
Bagefter var der også et lokalt indspark om at drive bæredygtig virksomhed i Odder Kommune ved administrerende direktør Lars Nonbye fra Ole Nonbye A/S.
Lars Nonbye fortalte om hvordan hans virksomhed gennem flere år har været pionere, når det gælder udviklingen af bæredygtig grafisk produktionen.
Ole Nonbye A/S sætter ikke bare en høj standard nationalt, men også internationalt, når det gælder bæredygtige løsninger.
Odder Kloakservice vinder UdviklingOdders Erhvervspris
Som et af aftenens højdepunkter blev UdviklingOdders Erhvervspris uddelt. Prisen gik i år til Odder Kloakservice.
Jan Tang fra Odder Kloakservice modtog prisen af Arne Sørensen, der er formand for UdviklingOdder.
Odder Kloakservice får bl.a. Erhvervsprisen fordi:
- Jan Tang har udviklet en vækstvirksomhed, der i dag tæller 16 ansatte i branche, som ikke så ofte fremhæves og modtager priser.
Jan har været på ”forkant” med udviklingen inden for f.eks. TV-inspektion, rottebekæmpelse og nu klimasikring.
Han har arbejdet strategisk med udviklingen og gearet virksomheden til fortsat vækst gennem ansættelser i komandorummet.
Odder Kloakservices’ biler med sloganet ”- en lille skid bedre” er kendt vidt omkring, og er blevet et stærkt brand for virksomheden.
Jan fortæller selv, at det faktisk gør, at de får nye kunder og bliver husket af de gamle kunder.
Jan er desuden meget optaget af at skabe et arbejdsmiljøet for alle medarbejdere, og har skabt så godt et ry som en god arbejdsplads.
Jan har lærlinge, og giver også gerne en ekstra chance til nogen af dem, der endnu ikke har haft det fornødne held på arbejdsmarkedet.
Mosters Cafe vinder UdviklingOdders Iværksætterpris
Udover Erhvervsprisen blev UdviklingOdders Iværksætterpris også uddelt. Den går til Mosters Cafe.
Moster Café modtager bl.a. Iværksætterprisen fordi:
- Caféen har været med til at skabe liv på Torvet – og er dermed blevet en vigtig brik i fastholdelse og udvikling af vores handelsby.
Sofie og Caféen bakker altid op om aktiviteterne i midtbyen – og er selv meget aktive.
Sofie Dalsgaard tog en modig beslutning for at holde fast i et skattet personalet, der nu tæller i alt 19 medarbejdere.
Der var i år nye statuetter til prismodtagerne Idé og design er af kunstneren Ole Grøn. Statuetten er udskåret i messing og glasblæst hos Staermose Industry og soklen af lindetræ fra Alléen er lavet af Ny Fillerup Savværk. Her ses prisvinderen Sofie Dalsgaard sammen med kunstneren Ole Grøn.
Årets lokale gazellevirksomheder blev kåret
Erhvervstræffet blev afsluttet med en festlig hædring af de lokale gazellevirksomheder. Otte virksomheder har gjort sig fortjent til titlen som Gazellevirksomhed i 2021.
- Firmagaveronline A/S
- Blikværkstedet ApS
- Frontagro.dk ApS
- KN Huse ApS
- Houkjær Begravelse ApS, Odder
- Ny Fillerup Savværk ApS, Odder
- Odder Kloakservice ApS, Odder
- Thvilum A/S, Odder
Det er Børsen der kårer Gazellevirksomhederne. Men de blev samtidig fortjent hædret på Erhvervstræffet.