Borgmester indvier ny brandbil

11-08-2023

Østjyllands Brandvæsen får en ny automobilsprøjte, der skal hjælpe med at løse en række opgaver.

Borgmester Lone Jakobi, beredskabsdirektør Kasper Sønderdahl, de lokale brandmænd og deres familier var alle mødt op til en festlig indvielse af en ny brandbil på Østjyllands Brandvæsens station i Odder.

Borgmester Lone Jakobi holder tale foran brandmænd i Odder Lone Jakobi holder tale for de fremmødte brandmænd og deres familier

I fagsprog hedder det en automobilsprøjte, og den nye vogn er en topmoderne én af slagsen. Den har en elektrisk stige med automatisk nedtag, et 360 graders kamera, lavt brændstofforbrug og meget mere. Ikke mindst er der tænkt over brandmændenes arbejdsmiljø. I vognen er der en indbygget håndvask med både koldt og varmt vand, klimaanlæg og komfort på alle tænkelige måder.

Borgmester Lone Jakobi var med til indvielsen, og før hun klippede snoren til den nye brandbil, holdt hun en tale til de fremmødte.

" Det er vigtigt med moderne udstyr til fremtidens opgaver. Som borgmester sidder jeg i bestyrelsen for Østjyllands Brandvæsen. Her har vi netop godkendt en ny udviklingsplan, hvilket betyder, at der lægges flere ressourcer i brandvæsnet i de kommende år.

Noget af det, vi skal bidrage med, er selvfølgelig at sikre, at udstyret er i orden, når brandvæsnet skal håndtere flere nye opgaver. Derfor investeres der også i nye brandsprøjter som fx den nye vogn i Odder, kaldet "OD-M1"."

Brandvæsnet skal blandt andet rustes til at håndtere nye opgaver som følge af et stadig vildere klima med fx større regnmængder, terrorbekæmpelse m.m. Derfor er det vigtigt med moderne udstyr, som kan holde dem kørende, som borgmesteren sagde i sin tale.

Lone Jakobi var også glad for at møde de lokale brandmænd. Hun roste dem for deres håndtering af den store gårdbrand øst for Odder og deres hjælp til at bekæmpe silobranden på Studstrupværket.

Borgmester, brandmænd og deres familier foran den nye brandbil Gruppebillede foran den nye automobilsprøjte "OD-M1'"

Fakta om den nye automobilsprøjte

  • En af 35 biler der er indkøbt via et fællesudbud i Danmark
  • Leveret af Rosenbauer i Østrig, men opbygget ved Rosenbauer i Spanien
  • Bilen har en Scania CP 28 Crew Cab standard dobbelt kabine med seks siddepladser
  • Motoren er på 410 hk. Euro 6 og har fuldautomatisk gearkasse
  • Klimaanlæg.
  • Kamerasystem med 360 graders bird's-eye view og bakkamera
  • 5 tons elektrisk spil med 38 meter stålvire
  • Lysmast med otte lamper på hver 30 watt, samlet ca. 17.500 lm.
  • Traffic Advisor på køretøjet bruges ved uheld på vejen
  • Vandtank på 3000 liter.
  • Brandpumpe med en kapacitet på 3000 liter/minuttet ved lavt tryk og 400 liter ved 40 bar højtryk
  • Miljøvenligt skumsystem kaldet Variomatic
  • 120 liters skumtank
  • Elektrisk nedtagelig stige med en 12.4 meter redningsstige
  • Inverter med en kapacitet på 3000 Watt.

Flere billeder fra indvielsen

Borgmesteren klipper snoren til indvielsen
Lone Jakobi klipper snoren ved indvielsen

En moderne brandbil er spækket med udstyr
En moderne brandbil er spækket med udstyr

Der er tænkt meget over arbejdsmiljø med fx en indbygget håndvask
Der er tænkt meget over arbejdsmiljø med fx en indbygget håndvask

Den gamle "D-M1" går ikke på pension, men vil fremover fungere som erstatning, når den nye vogn fx skal til service
Den gamle "OD-M1" går ikke på pension. Den vil fremover fungere som erstatningsvogn, når den nye automobilsprøjte fx skal til service

Tillykke med den nye automobilspøjte
Tillykke med den nye automobilsprøjte