45.000 til Saxild-Nølev Lokalhistoriske Arkiv

23-05-2023

Saxild-Nølev Lokalhistoriske Arkiv modtog i dag officielt en check på 45.000 kr. fra NordeaFonden.

Filialdirektør Steffen Larsen Nordea Odder overrakte på Fondens vegne checken til arkivleder Lisbeth Bonde, som glæder sig over, at endnu et mål kan indfries i den lokale historiefortælling.

I samarbejde med lokale kunstnere afdækkes lokalhistorien gennem elementerne sten, træ og rustpatineret corten-stål, som via QR koder leder den besøgende til arkivets hjemmeside hvor film, billeder og tekst fuldender de mange beretninger.


Det historiske spotpunkt i Norsminde fortæller historien om området mellem ”Fjord og Hav,” hvor det lille samfund engang var centrum for stor handel, hvor kanonerne bragede under Napoleonskrigene og hvor en stædig og forudseende præst skaffede mønt til inddæmning af en del af Kysing Fjord, så fattige munde kunne mættes.

Spotpunktet færdiggøres hen over sommeren og efteråret, og det vil i løbet af det kommende år sammen med spotpunkter i Kysing, Saksild, Rude, Nølev og Assedrup bindes sammen i en cykel- og vandrerute