Sophie Løhde indvier Sundhedshuset

11-05-2023

Sundhedsminister Sophie Løhde klipper den røde snor, når Odder Kommunes Sundhedshus indvies den 2. oktober. Læs mere om baggrunden bag det nye hus.

Det bliver med et ministerbesøg, når Sophie Løhde kommer til indvielsen af Sundhedshuset den 2. oktober. Hvad er det for et hus der netop er åbnet, og hvad rummer det af funktioner? Det har vi spurgt formand for Udvalget for Sundhed og Voksne, Finn Thranum, om:

Det er en helt unik situation, at vi nu åbner vores nye kommunale Sundhedshus, fortæller Finn Thranum.
Baggrunden er den udvikling, som vi ser i vores sundhedsvæsen i dag, hvor vi højere grad løser opgaverne i det nære sundhedsvæsen hjemme i kommunerne.

Finn Thranum i et af Sundhedshuset to træningssale
Finn Thranum i en af Sundhedshuset to moderne genoptræningssale.

På sygehusene vil man gerne minimere indlæggelsestiden og det betyder at kommunerne skal omstille sig til at tage imod borgerne, indtil de kan komme hjem.

Her vil vi gerne forebygge genindlæggelser og sikre at borgerne kommer hurtigst muligt på fode igen. Det har vi et godt akut beredskab omkring på vores Akut og Korttidsafsnit.

Udsigt fra Akut og Korttidsafsnittet
Udsigt fra Akut- og korttidsafsnittet.

De praktiserende læger vil få en større rolle og have brug for mere plads

I fremtiden vil de praktiserende læger få en udvidet rolle, fordi sygehusene drosler ned på deres opgaver. Tidligere gik man til kontrol på sygehusene, hvis man fx havde KOL eller astma. Det vil fremover kunne ske hos den praktiserende læge.

De praktiserende læger vil i det hele taget få en lang række nye opgaver. Derfor bliver man også nødt til at have bedre fysiske rammer og flere rum. Det får de tre lægehuse nu. Faktisk fylder de halvdelen af det nye sundhedshus.

Det kommer også borgerne til gode, at der fremover er bedre fysiske rammer og mere plads i venteværelserne, fortæller en glad Finn Thranum.

Oversigt over Sundhedshuset
Lægerne råder over to etager i Sundhedshuset.

Træning og Rehabilitering

I Sundhedshusets stueetage har vi træning og rehabilitering, hvor formålet er at gøre borgerne mere selvhjulpne. Det kan fx være efter en operation, hvor man skal have genoptrænet sit knæ, hofte eller skulder. Her vil borgerne komme ind og få hjælp og vejledning til genoptræning.

Her vil borgerne opleve, at de nye rammer er helt fantastiske med udvidede træningsfaciliteter og et dedikeret personale. Det tror jeg vil hjælpe borgerne til, at de hurtigere kommer til hægterne igen.

Træningslokalerne har tidligere ligget i mindre lokaler i Vitapark. Men i kraft af at der kommer flere, der skal genoptrænes i egen kommune - så var det vigtigt for os at få noget mere plads, siger Finn Thranum

Charlotte Harriet leder af Træning og Rehabilitering og Finn Thranum i en af de to træningssale i huset
Charlotte Harrit, leder af Træning & Rehabilitering og Finn Thranum i en af husets to træningssale.

Helt unikt hus

Jeg synes det er helt unikt Sundhedshus, som vi har fået bygget. Den politiske proces har været ambitiøs og fremsynet - tak til det tidligere byråd som tog beslutningen.

Jeg kender faktisk ikke andre steder i Danmark, hvor man har samlet alle sine praktiserende læger i et hus.

Åbent hus for borgerne

Vi vil selvfølgelig gerne vise Sundhedshuset frem for borgerne. Så vi påtænker at holde åbent hus et par gange. Det skal vi nok melde mere ud om i nærmeste fremtid.

Når borgerne besøger huset, er Finn Thranum da også sikker på, at de vil være stolte af, at vi har fået bygget sådan et visionært Sundhedshus i Odder Kommune. Det er en investering på ca. 80 millioner, hvor vi har fået de 11 millioner fra staten. Resten har kun været muligt i kraft af vores unikke samarbejde med byens tre lægehuse. Uden dem var det helt sikkert ikke blevet til noget.

Vægbillede
På Sundhedshusets vægge hænger bl.a. lokale billeder. Billederne er trykt på et akustikdæmpende materiale.

Parkeringspladser i kælderen og rundt om huset

Flere har spurgt til muligheden for at kunne parkere, når man skal besøge Sundhedshuset. Her har vi etableret en parkeringskælder med 45 p-pladser. Der er desuden 55 p-pladser på eksisterende parkeringsareal.

Senere i år etableres yderligere 40 p-pladser og til næste år kommer 40 ekstra parkeringspladser.

Finn Thranum i parken i Vitapark
Sundhedshuset er tegnet af Friis & Moltke. Arkitekterne har gjort en indsats for at bygningen skal passe sammen med VitaPark og det nærliggende område.

Tak til personalet

Nu har vi skabt nogle gode fysiske rammer. Det ville ikke være værdifuldt, hvis vi ikke havde vores fantastiske personale, fortæller Finn Thranum. Flere af de medarbejdere jeg har snakket med fremhæver den glæde og stolthed de føler ved deres medvirken til opstarten af Sundhedshuset og fremtidens drift, slutter Finn Thranum af.