Forsøgsordningen med frie bymidter
Regeringen og en bred kreds af Folketingets partier er blevet enige om at 14 byer skal indgå i forsøgsordningen med frie bymidter. Der blev i 2021 aftalt at afsætte 130 mio. kr. til etablering af en forsøgsordning med frie bymidter, for at afprøve nye veje til mere liv i bymidten.
De statslige puljemidler fordeles over perioden 2024-2027 og kan bruges indtil 2029. Læs mere om forsøgsordningen med frie bymidter her på Kirkeministeriets hjemmeside.
Projektansøgning for Kulturama – Odder
Odder har nu fået tilsagn om en andel af de statslige puljemidler på bagrund af projektansøgningen for Kulturama – Odder, som blev indsendt i maj 2023. Kulturama – Odder tager udgangspunkt i Biffens hjemsted, ejendommen Rosensgade 10.
Kulturama - Odder er godt i tråd med principperne i bymidtestrategien, da projektet vil kunne styrke bylivet. Indsatsen skal ske i samarbejde mellem kommune, handelsstandsforening, undervisning, kulturlivet og de frivillige. De nuværende 140 frivillige i Biffen er en stor styrke i det kommende udviklingsprojekt.
FGU, den forberedende grunduddannelse, kommer med i huset, og naboen i Rosensgade 8, Bog & Idé, er også del af udviklingsprojektet. Derfor skal der indrettes fleksible lokaler, som kan bruges til såvel kulturoplevelser og events som til møder og undervisning. Tanken er, at lokalerne skal deles mellem aktørerne, så der er aktivitet både dag og aften.
Når projektet for alvor går i gang i 2024, vil der blive udarbejdet et rumprogram og et skitseprojekt. Konkrete beskrivelser og tegninger kan afklare, hvordan ombygningen af Biffen (Rosensgade 10) og Bog & Idé (Rosensgade 8) skal tage form, så der kan blive mere samarbejde om fælles events og deling af faciliteter.
- Vi er meget glade og tilfredse i Biffen over muligheden for støtte til udviklingsprojektet. Vi har oplevet godt samarbejde om ansøgningen og nu ser vi frem til at konkretisere idéerne. Drømmen er et kulturcenter med flere aktører, så vi kan tilbyde borgerne et kulturhus, der bl.a. rummer filmkunst, teater, undervisning og foreningsliv, fortæller Tomas Nørfeldt der er daglig leder i Biffen.
Indledende tidsplan
Inddragelsesproces med udarbejdelse af rumprogram opstartes primo 2024. Herefter skal der udarbejdes et skitseprojekt og projekteres til kalkulation. Efter udbudsrunden forventes det på nuværende tidspunkt, at anlægsperioden kan forløbe fra 3. kvartal 2025 og frem til 2026. Indflytning i det nye Kulturama – Odder kan, om alt går vel, ske i slutningen af 2026.
Den statslige forsøgsordning forudsætter, at projektets skal evalueres. Evalueringsindsatsen påbegyndes med dataindsamling i 2024. Dataindsamling og evaluering fortsætter i hele forsøgsperioden, som afsluttes i 2029.
Økonomi
Det samlede anlægsprojekt skal realiseres inden for en økonomisk ramme på 15,5 mio. kr., hvis der ikke opnås yderligere ekstern medfinansiering i form af fondsstøtte.
Kommunen forventer at søge yderligere medfinansiering. Hvis fondsstøtte opnås, kan Kulturama – Odder måske opskaleres til en anlægsramme på 20-30 mio. kr.