Til Odder Kommunes Frivillighedsfest blev hverdagens mange helte og de gode initiativer, der skaber liv og glæde i kommunen fejret.
Festen blev afholdt i Multisalen i Spektrum Odder, hvor aftenen var krydret med musikalske indslag og anden underholdning.
De vandt årets priser:
Modtageren af Fællesskabsprisen er Svend Madsen fra Lektiecaféen ved Pakhuset
Svend modtager prisen for sit store arbejde med at skabe de bedste muligheder for at børn og unge i Odder Kommune kan mestre deres eget liv og samtidig deltage i et fællesskab, som de eller måske havde stået udenfor. Han er hele omdrejningspunktet i koordineringen af arbejdet i lektiecaféen, og har derfor været med til at skabe de bedst mulige betingelser for deltagernes trivsel, læring og udvikling.
De andre nominerede til prisen er Magnus Mikkelsen fra Sondrup Jolleklub og holdet bag Stafet for Livet Odder.
Modtageren af Kulturprisen er Styregruppen bag Sondrup Opera
De får prisen for deres arbejde med at fremme og synliggøre operaen i Odder Kommune. De har vist mod og nytænkning i formidlingen af en kunstart, som ellers ikke får så meget opmærksomhed.
Opera i Sondrup har været med til at give flere mennesker adgang til opera, og derfor er de meget velfortjente modtagere af årets Kulturpris.
De andre nominerede til prisen er holdet bag Odder Little Culture Club.
Modtageren af Frivillighedsprisen er Inger Pedersen
Inger får prisen for sit store arbejde i Købmanden i Hundslund siden 2011, og som der står i indstillingen, så ”er der kun en lille håndfuld borgere i Hundslund, hun IKKE kender.” Så hun får prisen som anerkendelse for det store sociale engagement, hun har lagt i butikken og for at have skabt opmærksomhed og begejstring omkring frivilligheden i Hundslund.
De andre nominerede til prisen er Randi Krog fra Odder Pride og holdet bag Retroen.
Spektrum Odders Hæderspris går til Mogens Lund Nielsen fra Odder Bordtennisklub.
I sin tale sagde Hanne Appel, der er bestyrelsesformand for Spektrum Odder blandt andet: “Du er utroligt hjælpsom - man går aldrig forgæves til dig, hvis man har brug for hjælp. Tusind tak for det. I dag vil vi gerne hylde, takke og anerkende dig for dine utallige bidrag og store engagement, som både børn, unge og seniorer har glæde af her i Odder.” Stort tillykke med prisen, Mogens!
Modtageren af Den Grønne Pris er Henry Lind
Henry får prisen fordi han gennem sit arbejde har været med til at øge forståelsen for og bevidstheden om miljøet og naturen i kommunen. Ud over arbejdet i sin egen have har han også lavet et stort stykke arbejde i Danmarks Naturfredningsforening og senest har han samlet en gruppe mennesker i Naturentusiasterne, der mødes for at dele glæde, interesse og viden om naturpletterne i Odder Kommune og for at lære af hinanden. Stort tillykke med prisen, Henry – og tak for dit store arbejde for det grønne. De andre nominerede til prisen er Arbejdsgruppen bag Stenrevet i Hou.
Modtageren af Bag Kulissen-prisen er Jesper Buur Poulsen
Han nøjedes ikke med at sikre byfesten. Han var også en af de få, som gav sig til at genskabe Musik under Bøgens rolle som byens festlige samlingspunkt med musik, spisning og fælles oplevelser som dagen havde, før corona lagde alt ned. Han spammede bl.a. gymnastikforeningens medlemmer med mange mailopfordringer til at give en hånd med som frivillige. Det lykkedes!
Motivationen til at lægge hundredvis af frivilligtimer i dels gymnastikforeningen og dels i byfest og musikevent finder han i at glæde andre.
De andre nominerede til prisen er Bodil Jensen og Inger Marie Wallbridge og Mette Kirstine Kjær Thomsen.
Derfor er vi blevet frivillige
I forbindelse med årets Frivillighedsfest har aftenens vært, Jonas Landin, haft fornøjelsen af at tale med tre forskellige typer af frivillige. De deler deres personlige perspektiver på, hvad frivillighed betyder for dem.
Hør henholdsvis en gruppe unge fra Pakhuset, Bruno der er besøgsven for ældre og Peter fra Gylling eSport fortælle mere
Billeder
Du kan se billeder i massevis fra aftenen her: