Kira og Emil skal repræsentere Odder til royal fødselsdag

14-09-2023

Tirsdag morgen blev der trukket lod blandt de mange 18-årige fra Odder, som havde sendt ansøgninger om at komme med til Prins Christians 18 års fødselsdag. Op af skålene kom navnene Kira Selene Wissendorff Hansen og Emil Elkjær Petersen

Den 15. oktober bliver formentlig en dag, som Kira Selene Wissendorff Hansen og Emil Elkjær Petersen kommer til at huske i lang tid. Der skal de nemlig til fødselsdag på Christiansborg Slot og fejre Hans Kongelige Højhed Prins Christians 18 års fødselsdag.

De to blev udvalgt ved lodtrækning tirsdag morgen blandt 76 unge fra hele Odder Kommune, der havde sendt en kort ansøgning om, hvorfor de skulle af sted og repræsentere kommunen. I deres ansøgninger fremhævede både Kira og Emil fællesskabet blandt de unge i Odder.

”Hvis jeg skulle vælge kun en ting fra Odder kommune, skulle det være fællesskabet. Odder har ikke så stor et indbyggertal, og der er meget charme i det, da det betyder, at vi får lov til at lære hinanden at virkelig kende,” skrev Kira i sin ansøgning. Og det er næsten samme toner fra Emil:

”Jeg kan bedste lide alt den ungdom, der er her i Odder Kommune. Det er et godt og socialt sted for mange unge, fordi Odder giver rig mulighed for at unge kan samles og trives,” skrev han.

Onsdag eftermiddag mødtes de to med borgmester Lone Jakobi, som kunne bekræfte at de er ideelle til at repræsentere Odder Kommune.

”Udover at være søde og rare, så er Kira og Emil også gode eksempler på det fællesskab, Odder Kommune er – og som vi får brug for at styrke endnu mere i fremtiden. Så jeg glæder mig sammen med dem til at se dem repræsentere kommunen på slottet,” lød det fra borgmesteren.

Fødselsdagen finder sted på Christiansborg Slot den 15. oktober fra klokken 17 til 22. Her deltager unge fra alle landets kommuner.