Prismodtagerne af kommunens priser modtager nemlig et kunstværk af Tove Møller.
Du kan se Toves smukke kunstværker, når priserne uddeles til Frivillighedsfesten fredag den 29. september i Spektrum.
Her er det stadig muligt at deltage. Du skal bare hente en gratis billet på Odderbilletten.dk
Tove Møllers bronzefugle
Kunstudvalget fortæller, hvorfor det har peget på Tove i år
"Kunstudvalget har i år peget på kunstneren Tove Møller til Årets Kunstner i forbindelse med årets Frivillighedsfest, fordi Tove Møllers kunst afspejler en glæde ved naturen, vidderne og det åbne landskab, med højt til loftet.
Hendes værker, i dette tilfælde fem bronzefigurer, er præget af en smuk balance mellem realisme, og abstraktion. Hun er i stand til at indfange både det nære og det storladne i naturen. Ved at arbejde tredimensionalt fremhæve hun dyrenes og fuglenes særpræg og særlige kendetegn. Ofte med overdrivelsen og humoren som følgesvende, alle værker er unikaer.
Årets kunstner bor og har værksted i den gamle stationsbygning i Bilsbæk.
Tove Møller i sit værksted
Nok bor Tove Møller ”midt i naturen” i den nedlagte station i Bilsbæk, men hun bliver i lige så høj grad inspireret til sin kunst på rejser i de nordiske lande og Skotland. Hun inspireres af lyset og himlen, fuglene og dyrene i landskabet.
Hun arbejder både makro- og mikroperspektiv og finder det udfordrende at gå tæt på motivet, så det normale perspektiv opløses og noget nyt tager over.
Tove Møllers bronzefugle er støbt efter cire perdue-metoden. Først formes figuren i ostevoks. Derefter laves et rør af linoleum, så oprøres en blanding af gips, tennisgrus og vand til en lind ”grød”. Figuren anbringes nu i formen og gipsmassen hældes forsigtigt i, så den omslutter figuren. Når gipsen er størknet, tages linoleummet af, og den størknede blanding, der indeholder figuren, står tilbage. Gipsrullen brændes i en lerovn, så voksen forsvinder og efterlader et hulrum efter fuglen. I dette hulrum hældes flydende bronze. Når bronzen er størknet, slås gipsformen i stykker, og frem dukker fuglen, støbt i bronze. Det er en gammel støbeteknik. Man får kun et eksemplar ad gangen, da formen knuses efter støbningen. Figuren er således unika.
Tove Møllers bronzefugle
Tove arbejder med mange udtryk og forskellige materialer: Maleri, akvarel, stentryk, grafik og litograf og bronzestøbning. Fuglene har en særlig plads i hendes hjerte, og det kommer tydeligt til udtryk i hendes udstillinger, således også senest på en udstilling hos Odder Kunst.
Det var derfor ikke overraskende, at Tove Møller blev censureret til at udstille på Johannes Larsen Museet i Kerteminde. Johannes Larsen blev kendt for sine naturscenerier, ikke mindst fuglene, i lyset over Nordfyn.
/Hans Jegindø
på vegne af Odder Kommunes Kunstudvalg"