Hver dag bruger flere end 20.000 passagerer Aarhus Letbane til at komme på arbejde, i skole til fest eller noget helt fjerde. Over 25 mio. passagerer har taget Letbanen siden åbningen af den første strækning i 2017.
Den 30. april 2024 er det nøjagtig 5 år siden, at strækningen til Grenaa åbnede, og Letbanen var udbygget i den form, vi kender i dag. Første etape gik fra Aarhus Hovedbanegård til Universitetshospitalet i Skejby. Odder blev næste del af strækningen i august 2018, og så fulgte strækningen til Grenaa i 2019. Letbanen kører i dag på 110 kilometer skinner og krydser fire kommunegrænser.
Passagerrekord
”Vi satte passagerrekord sidste år med næsten 6 mio. passagerer, og selv om vi har en målsætning om endnu flere passagerer i fremtiden, så er vi både taknemmelige og stolte over, at så mange mennesker bruger Aarhus Letbane. Det er passagererne, vi hylder. Derfor håber vi også, at rigtig mange har lyst til at deltage i de forskellige indslag, som markerer fødselsdagen,” siger bestyrelsesleder Mie Krog, Aarhus Letbane.
Med endnu en rekord på knap 1,6 mio. passagerer i første kvartal af 2024 er Letbanen allerede godt på vej til at slå rekorden fra 2023.
På jubilæumsdagen den 30. april kan alle køre gratis med Letbanen
Både mandag og tirsdag bliver der en række happenings i togene og ved letbanestoppene med bl.a. musik og uddeling af forfriskninger til passagererne.
Officiel markering af fødselsdag
Mandag den 29. april kl. 13.00 til 15.30 er der på Herman Sallings Plads (tæt på Skolebakken) en officiel markering af fødselsdagen. Alle er velkomne til at kigge forbi i teltet på pladsen. Eksempelvis kommer transportminister Thomas Danielsen forbi og holder tale. Det samme gør borgmester Jakob Bundsgaard, Aarhus Kommune, og regionsrådsformand Anders Kühnau. Der vil også være musik og forfriskninger.
Afslut din dag til tonerne af Odder Garden på Odder Station
I Odder skaber Odder Garden god stemning og hjælper dig til at afslutte din arbejdsdag helt perfekt, når de spiller på Odder Station i tidsrummet 16.30 til 17.30 mandag den 29. april.
Program
Se det fulde program for fejringen af Letbanens fødselsdag