Odder Kommunes kommunaldirektør gennem 9 år lander topjob i Varde Kommune

26-04-2024

Kommunaldirektør i Odder Kommune Henning Haahr har fået nyt job som kommunaldirektør i Varde Kommune.

Billede af kommunaldirektør Henning Haahr.

Odder Kommune skal på udkig efter en ny kommunaldirektør efter byrådet i Varde Kommune på et møde torsdag den 25. april besluttede at tilbyde Henning Haahr stillingen som ny kommunaldirektør i den vestjyske kommune.

Henning Haahr kom til Odder Kommune 1. marts 2015, hvor han fik til opgave at etablere en helt ny direktion. Henning Haahr fik snart opbygget en stærk organisation, som kunne indfri de politiske ambitioner om fortsat at udvikle Odder som en stærk bosætnings- og erhvervskommune.

Henning Haahr viste også hurtig forståelse for kommunens potentiale og har gennem årene med stor energi og engagement arbejdet for at realisere potentialet til gavn for kommunens borgere og virksomheder.

Henning Haahr har arbejdet for tre kommunalbestyrelser siden han tiltrådte og har her været vellidt på tværs af politiske partier og hos begge de borgmestre han har haft et tæt parløb med gennem årene. Først med Uffe Jensen (V) i to perioder og aktuelt med den siddende borgmester Lone Jakobi (A).

”Henning Haahr har på mange måder været det helt rigtige match for Odder Kommune. Både som leder og som menneske. Han har et sjældent talent for at oversætte politiske visioner til klare mål for organisationen og han efterlader både en driftssikker kommune og en stærk organisation, som arbejder tættere sammen,” fortæller Lone Jakobi.

”Det er derfor også med vemod, at vi nu skal afgive Henning til Varde Kommune. Jeg kan kun ønske Varde tillykke med deres kommende kommunaldirektør. De får en særdeles kompetent og meget vellidt topchef ombord,” afslutter Lone Jakobi.

Henning Haahr stopper i Odder ved udgangen af maj 2024 og har første arbejdsdag i Varde 1. juni, hvor han i forvejen bor sammen med sin hustru Susanne. Odder Kommunes Udvalg for Økonomi og Erhverv vil mandag den 29. april drøfte proces for rekruttering af ny kommunaldirektør til Odder Kommune. Målet er, at en ny kan være klar i stolen efter sommerferien.