Mellem Himmel & Jord
Odder Kirke, FOF Odder, Odder Højskole og Odder Bibliotek er gået sammen om festivalen ”Mellem Himmel og Jord” lørdag den 28. september. Bibliotekets bidrag for børnene er her tryllekunstneren Jesper Grønkjær. Han indtager scenen med et hæsblæsende trylleshow, der med garanti vil få hele familien til både at grine og måbe. For de voksne byder vi på en spændende aften i selskab med musiker og producer Kim Sagild, der fortæller om sine mange vandringer på Caminoen og de eksistentielle refleksioner, det har bragt med sig.
Aktuelle foredrag og debatter for voksne
For de voksne byder efteråret på Odder Bibliotek på spændende foredrag og debatter om aktuelle emner. Den 5. november er der præsidentvalg i USA, så biblioteket og Odder Debatforum har inviteret den populære foredragsholder Clement Kjersgaard ud på Odder Gymnasium til at holde foredraget ”Kampen om USA” (7/10).
Ellers kan du starte sæsonen med at blive kriseparat den 3. september, når Beredskabsforbundet guider til, hvordan du bedst forbereder sig på (forsynings)kriser og klarer sig selv i 3 døgn. Den 18. september kan du få et unikt indblik i minksagen, når Mathilde Walter Clark fortæller om sin prisvindende bog "Det blinde øje", hvor hun sætter fokus på dyrevelfærd. Lokale Søren Nielsen fortæller i foredraget ”Fra teologi til broderi”, hvordan han gik fra at tro, han skulle være præst til at ende på Kunsthåndværkerskolen i Kolding og nu designer sine egne flotte broderi-kits i firmaet Baldyre (23/10).
For de litteraturinteresserede er der foredrag med Stine Askov, der vil fortælle om sit forfatterskab og sin seneste bog "Varme hænder" (25/9), og vi holder som vanligt ”Litteratur med Munk & Buur” (21/11), hvor du kan høre om årets bøger. Lokale Hanne Marie Houkjær er debuteret med romanen ”Lysninger” – om den excentriske godsejer Ingeborg Bang i pels og gummistøvler fra Aakjær Gods. Hun holder foredrag den 22. oktober.
Kreative værksteder for børn og voksne
Efteråret på Odder Bibliotek byder på en række kreative og sjove værksteder for børn i alle aldre. Vi lægger ud med farverige løver i værkstedet "Løver med regnbuemanker" (7/9), hvor papkrus og farvestrålende papir forvandles til fantasifulde dyr. Senere i september kan børnene dykke ned i perlernes magiske verden og skabe smukke blomster ud af hama-perler sammen med Pernille Fisker fra Perlemagi (21/9).
Oktober står i dragebygningens tegn, når vi den 12. oktober inviterer hele familien til at skabe unikke drager i bæredygtige materialer – en perfekt aktivitet til en efterårsdag! I efterårsferien kan børnene udfolde deres kreative evner ved at lave 3D-papirfrugter og farverige paraplyer i vores krea-værksted. Lørdag den 26. oktober står den på Halloween-værksted og som en afslutning på efteråret, bliver der i november julehygget og lavet elge og engle - juletræspynt, der kan bidrage til julestemningen i de små hjem (23/11). De voksne kan – også i anledning af julen – lave en mistelten i papir den 28. november, så de kan blive klar til julens kys.
Teater for de mindste
Efteråret byder også på en række teateroplevelser for de mindste. Den 12. september kan børn og deres forældre deltage i "Små Synger Sammen", en dag fyldt med sang og leg, hvor årets tema er vejret. Den 25. september kan børn i alderen 1½-4 år glæde sig til en sanselig teateroplevelse med forestillingen "Luk op", hvor små verdener gemt i kufferter åbner sig og pirrer de mindstes fantasi. Når vi nærmer os jul, kan de 2-4 årige opleve den hjertevarme juleforestilling "Julemusen", der handler om en travl postmus, som bringer pakker ud til alle sine venner i skoven (26/11).
Sundhed og bæredygtighed
Mad og bæredygtighed er i fokus den 21. september, når vi inviterer til "Det grønne årstidskøkken". Her kan du få masser af inspiration til en klimavenlig kost og smage på lækre retter fra Anette Hoeg Nielsens nyeste kogebog af samme navn. Kom & bliv inspireret til at spise mere plantebaseret.
Samvær og fællesskab
Odder Bibliotek er også stedet, hvor du kan møde nye mennesker og blive en del af fællesskabet. Den 14. september afholder vi "Ny i byen? – mød din nabo", hvor nye borgere i Odder har mulighed for at møde hinanden, få en hyggesnak og få tips til gode lokale oplevelser. Derudover fortsætter vores populære Babycaféer i efteråret med møder den 4. september, 2. oktober og 13. november. Her kan nybagte forældre komme forbi til en hyggelig formiddag med skiftende temaer, hvor der er tid til både samvær og udveksling af erfaringer. Biblioteket skaber rammerne for, at nye venskaber og netværk kan opstå, og vi glæder os til at byde dig velkommen.
Og så alt det andet …
Herudover har vi som altid en bustur til Bogforum for litteraturentusiasterne (2/11). Det traditionsrige og populære arrangement, Skumringstime, vender tilbage den 11. november, hvor der vil være højtlæsning, sang og fællessang, og du kan igen i år synge julen ind sammen med ”Morgenfruerne” (2/12).
Yderligere oplysninger
Se hele programmet på www.bibliotek.odder.dk/arrangementer