Fra den 1. februar står der Anders Ørbæk på døren til det kontor i Spektrum, hvor lederen for Kreativ Skole og Odder Musikskole sidder. Anders kommer fra en stilling som orkesterchef i Aarhus Jazz Orchestra, hvor han har været ansat de seneste syv år.
”Jeg ser frem til at lære både byen og området at kende. Heldigvis kender jeg allerede flere af de dygtige undervisere på Odder Musikskole, og jeg har hørt, at kulturlivet i Odder er præget af samarbejde, samskabelse og korte beslutningsveje. Det tiltaler mig meget, og jeg glæder mig til at blive en del af holdet,” siger han.
Anders Ørbæk er uddannet rytmisk pianist fra Det Jyske Musikkonservatorium og har desuden en kandidatgrad i psykologi med speciale i ledelse og organisationspsykologi fra Aarhus Universitet. Så det er en kompetent mand, der sætter sig i stolen efter nytår, og det glæder Niels Christian Simmelsgaard, der er kultur- og fritidschef i Odder Kommune, sig til.
”Med Anders har vi fået en dygtig og fagligt velfunderet leder af Kreativ Skole og Odder Musikskole. Han har flyttet Aarhus Jazz Orchestra fra orkester til en kulturinstitution, og jeg glæder mig til at få Anders til Odder Kommune hvor jeg er sikker på han kommer til at sætte store aftryk og bidrage til kulturlivet,” siger han.
Anders Ørbæk starter i det nye job den 1. februar 2025.