Brug 2 sekunder mere i krydsene

11-06-2024

Cyklister oplever for ofte farlige situationer i kryds, og faktisk er det hver fjerde, det er sket for indenfor et år. Odder Kommune deltager nu i Rådet for Sikker Trafiks krydskampagne for at gøre noget ved problemet.

Foto: Rådet for Sikker Trafik

Når man svinger sig i sadlen på sin cykel, er der mange positive ting forbundet med det. Trængslen på vejene bliver mindre, man får helt automatisk motion, og der er chancen for at nyde det danske sommervejr, hvis det viser sig fra sin milde side.

Der er dog et særligt sted, hvor man bør være ekstra opmærksom, så cykelturen ikke ender ubehageligt. Som cyklist er risikoen for at komme til skade nemlig størst, når man kører igennem et kryds.

Hele to ud af tre dræbte eller alvorligt tilskadekomne cyklister kommer til skade i ulykker, som sker i kryds, og derfor skal der nu fokus på netop den situation.

Undersøgelse: Cyklister oplever farlige situationer

Det er næsten hver fjerde cyklist, som har oplevet, at der opstod en farlig situation i et kryds, fordi de overså en anden trafikant. Den oplevelse stemmer godt med, at det er to ud af tre alvorligt tilskadekomne cyklister, som kommer til skade i ulykker i kryds.

I kryds er der da også mange faktorer, man skal holde øje med. Der kan fx komme trafikanter, som man enten selv overser, eller man risikerer selv at blive overset. Derfor lyder der fra Rådet for Sikker Trafik en klar opfordring til både cyklister, bilister og andre trafikanter: Brug 2 sekunder mere på at se dig for i kryds.

  • Det lyder besnærende enkelt, at løsningen på de farlige situationer i kryds kan løses ved, at cyklister og andre trafikanter bruger et øjeblik mere på at kigge sig for. Uopmærksomhed eller manglede orientering er de hyppigste faktorer i forbindelse med ulykkerne, og derfor er det så vigtigt at minde om, siger Mathias Hjorth Frederiksen, projektleder i Rådet for Sikker Trafik.

Kampagnen ”Brug 2 sek. mere” kører fra den 10. til den 30. juni, og i alt 58 kommuner deltager i kampagnen.

Undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik

I en undersøgelse blandt cyklister, som blev foretaget i 2023 (antal respondenter: 1.051), blev cyklisterne stillet nedenstående spørgsmål.

Har du – inden for det seneste år – cyklet gennem et kryds, hvor du overså en anden cyklist, bilist, fodgænger mv., og der opstod en farlig situation?

Ja, en eller flere gange:

  • 25 procent (2023).

Nej:

  • 75 procent (2023).

Typiske episoder, hvor uheld kan opstå: