En rejse i tid, sted og ophav

Vandreforestillingen Hjemstavn kommer til Odder

01-10-2024



Med Hjemstavn har Teater Fluks i tæt samarbejde med Kulturring Østjylland skabt en serie af tankevækkende vandreforestillinger, som skræddersyes og tilpasses lokalt til de syv forskellige kulturringskommune. 

Gratis billetter til premiereforestillingen d. 25. oktober

Fredag d. 25. oktober kl. 16.30-18 er der en åben premiereforestilling i Odder, hvor alle er velkomne.
Forestillingen starter og slutter ved Odder Museum, Møllevej 5

Billetter er gratis og gives efter først til mølle.

Efter forestillingen vil der kl. 18 være en reception Odder Museum, hvor Teater Fluks fortæller om arbejdet med Hjemstavn, forfatter Mads Mygind læser hjemstavnpoesi, og du kan opleve nogle af musikerne fra forestillingen. 
Til receptionen udgives desuden en samlet antologi over hjemstavnspoesi fra alle syv kommuner. Der serveres lidt at spise og drikke. 

Læs mere og hent din gratis billet her (mulighed for venteliste, hvis udsolgt)

Lokal kulturhistorie og Hjemstavns-lyrik

Hjemstavn er en vandreforestilling, der taler til alle sanser. Udstyret med trådløse høretelefoner følger vi som publikum Odder Å fra det åbne landskab, ind gennem byen, og griber fat i den kulturhistorie, åen fortæller.
Gennem nyskrevne digte, interviews og musik undersøger forestillingen det særlige ved at have en hjemstavn og være en del af den lokale kulturhistorie.

Forestillingen er skabt af Teater Fluks i samarbejde med gruppen Læseakrobaterne fra Odder Bibliotek og unge fra Odder Kommune. I foråret 2024 deltog de i en skriveworkshop med forfatter og digter Mads Mygind, hvor de sammen udviklede og skrev hjemstavnspoesi med rod i deres eget liv og lokalområde. Det er netop de unges fortællinger om deres lokalområde og det at høre til, som danner afsæt for vandreforestillingen.

 Vandreforestillingen i Kulturring Østjylland

Kulturring Østjylland er et samarbejde mellem 7 østjyske kommuner: Odder, Skanderborg, Hedensted, Favrskov, Samsø, Norddjurs og Syddjurs. Kulturring Østjylland arbejder i 2021-2024 med en kulturaftale med Kulturministeriet, hvor tre projektindsatser arbejder med kultur for børn og unge. Kulturring Østjylland har udviklet vandreforestillingen Hjemstavn sammen med performanceteateret Teater Fluks.

Hjemstavn er produceret for og med unge i udskolingen. Der spilles fem forestillinger for i alt ti udskolingsklasser i Odder i uge 43 og 44.

Hjemstavn forløber i alle 7 kommuner fra august til oktober 2024. 
Følg med i forestillingerne på Teater Fluks' facebook side 

Hjemstavn i Odder afvikles i samarbejde med Odder Museum. 

 

Relaterede nyheder