Hundslund vinder Lokaldysten for tredje år i træk

27-09-2024

Endnu en gang blev det Hundslund, som løb med førstepladsen i Lokaldysten – det er faktisk tredje år i træk at førstepladsen ender der.

Sejren kom i hus efter en stor indsats fra borgerne i Hundslund, med imponerende 3,61 kilometer tilbagelagt pr. indbygger. I alt blev der cyklet, løbet og gået 2.026 km i Hundslund til Lokaldysten. Dysten er en venskabelig konkurrence, der i år havde deltagelse fra fem lokalsamfund: Gylling, Dyngby, Saksild, Randlev-Boulstrup, Ørting-Falling og altså Hundslund.

Frivillige i centrum

Det er de frivillige, der er hjertet i Lokaldysten – det havde ganske enkelt ikke været muligt at afholde den uden dem. I sin tale til præmieoverrækkelsen fremhævede Marianne Hundebøll, formand for Udvalget for Kultur og Fritid derfor, hvor vigtigt det frivillige engagement er for både dysten og for Odder Kommune i det hele taget.

"Lokaldysten har brug for alle. Den er båret af frivillige i et samarbejde mellem DGI og Odder Kommune. Det er et godt eksempel på et partnerskab, hvor vi sammen kan skabe noget fantastisk. Men ingen tvivl om, at I især har knoklet i alle fem lokalsamfund med at få dysten planlagt og gennemført."

Rekordår med over 6.000 kilometer

2024 blev et rekordår for Lokaldysten med næsten en fordobling af sidste års totale antal kilometer. De kilometer kunne tilbagelægges i gang, løb eller på cykel, og det er imponerende at så mange bakkede op om arrangementet og kom ud og røre sig. Derfor var det også en stolt formand for Udvalget for Sundhed og Voksne, der holdt tale til overrækkelsen torsdag aften.

"Sidste år blev der tilbagelagt 3.803 km. I år har I tilsammen tilbagelagt 6.384 km! Det er helt vildt og virkelig en flot bedrift af jer alle. I Odder Kommune ønsker vi at fremme bevægelse i fællesskaber – for aktive fællesskaber giver glæde, sundhed og trivsel. Og det skal vi have mere af," sagde Finn Thranum inden vinderne blev udråbt.

Præmier til lokalsamfundene

Traditionen tro blev der uddelt pengepræmier til de lokalsamfund, der klarede sig bedst. Førstepladsen gik som sagt til Hundslund, mens Randlev-Boulstrup tog andenpladsen med 2,06 km pr. indbygger og en total på 1.035 km. Saksild fik tredjepladsen med 1,90 km pr. indbygger og 1.675 km i alt, og Gylling endte på fjerdepladsen med 1,35 km pr. indbygger.

Lokaldysten er blevet en fast del af Odder Kommunes aktiviteter, og alle ser frem til endnu et spændende år i 2025, hvor lokalsamfundene igen vil dyste om hæder og ære. Den bliver arrangeret i et samarbejde mellem lokalsamfundene, DGI Østjylland og DGI Løb & Gang.