Ny måling: Odder Kommune er fortsat et godt sted at drive virksomhed

04-09-2024

Årets Erhvervsklimamåling fra Dansk Industri byder på endnu en flot placering til Odder Kommune, hvor især topplaceringer inden for sagsbehandling og samarbejde med kommunen stikker ud.

Virksomhederne er meget tilfredse med Odder Kommune, og over 70 procent af dem ville anbefale andre at starte virksomhed her. Sådan er konklusionen i Dansk Industri (DI)’s store Erhvervsklimamåling, som bliver foretaget hvert år blandt organisationens medlemmer. I år placerer Odder Kommune sig på en flot 12.-plads. Selvom det er en lille tilbagegang fra sidste års 9.-plads, fastholder vi en plads blandt de bedste danske kommuner, når det gælder erhvervsvenlighed.

”Det er klart at vi gerne ville have fejret femte år i træk i top ti, men vi er også godt klar over at konkurrencen er rigtig hård. Jeg hæfter mig især ved at vores virksomheder fortsat er meget tilfredse med samarbejdet med os – og at tilfredsheden faktisk er lidt større end sidste år. Jeg bider også mærke i at vi har taget et gevaldigt hop indenfor andel af elever, der vælger en erhvervsuddannelse,” siger borgmester Lone Jakobi.

Vi har en ambition om at ligge i top 20 i DI’s målinger, og med årets måling er det lykkedes for 10. år i træk. Det skyldes især et stort fokus på dialog og information, som virksomhederne også har kvitteret for.

”Når jeg kigger ned over undersøgelsen, så noterer jeg mig især at vores virksomheder oplever en god dialog med både politikere og embedsmænd. Det er helt afgørende for at kunne drive virksomhed på en effektiv måde, at vi som kommune er nemme at komme i kontakt med. Her spiller vores lokale erhvervsservice, UdviklingOdder også en vigtig rolle som indgang og formidler af samarbejdet med erhvervslivet. Derudover er jeg selvsagt meget tilfreds med vores samlede førsteplads indenfor kommunal sagsbehandling. Førstepladsen dækker over en effektiv sagsbehandling, både i forhold til byggesager og sygedagpengesager,” siger Morten Møller, der er konstitueret kommunaldirektør i Odder Kommune.

Netop dialogen med kommunen – uanset om det er med politikerne eller forvaltningen – er også en væsentlig faktor i vurderingen af erhvervsvenligheden, lyder det fra Dansk Industri.

”År efter år har vi set, at Odder har en effektiv sagsbehandling og tilfredse kunder i butikken, når det gælder byggetilladelser. Det gør sig nu også gældende i forhold til f.eks. sygedagpenge. Det er godt gået. Det gør altid tingene nemmere, når der er en god dialog, og derfor skal Odder også have ros for at være en kommune, hvor virksomhederne oplever, at både embedsmænd og politikere er til at komme i kontakt med,” siger bestyrelsesleder for DI Sydøstjylland Johannes Saugbjerg.

Du kan dykke ned i tallene fra målingen ved at klikke på linket her.