Skærmen, der er specialudviklet til mennesker med forskellige former for udviklingshæmning, rummer en række apps, som på en legende måde træner både fysiske, kognitive og sociale færdigheder.
Selvom aktivitetsskærmen er ny i Danmark, er den allerede kendt og meget anvendt i både Finland og Norge, hvor den har vist sig at være et populært og effektivt redskab til inklusion og læring.
"Det har været fantastisk at se, hvordan borgerne tager imod den. Skærmen giver mulighed for aktiviteter, som både udfordrer og motiverer – og som kan tilpasses den enkelte borgers behov," fortæller Mette Iversen Båge, leder af Aktivitetscenter Fabos.
I en af de mest populære aktiviteter gælder det om at finde den genstand, der bliver nævnt på skærmen. Spillet kan spilles i fællesskab, og det har vist sig at skabe masser af grin, koncentration og samarbejde blandt deltagerne.
For bostedet Hjørnet har skærmen haft en særlig betydning. Her kan det til tider være en udfordring at finde aktiviteter, der engagerer alle borgere – men aktivitetsskærmen har vist sig at være et kærkomment tilbud.
- "Vi har borgere, som normalt ikke deltager så meget i fælles aktiviteter, men her ser vi dem både være aktive og glade. Det er noget, vi ikke har oplevet i samme grad før," siger Anne Therese Sørensen, pædagog på bostedet Hjørnet.
Efter den succesfulde evaluering arbejdes der nu på at søge midler fra en pulje, så skærmen kan blive et permanent tilbud. Planen er også, at aktivitetsskærmens apps og spil fremover skal bruges aktivt i arbejdet med borgernes individuelle mål og delmål, så teknologien bliver en integreret del af det fagprofessionelle arbejde i hverdagen.
Med de gode erfaringer i ryggen håber Aktivitetscenter Fabos og bostedet Hjørnet, at endnu flere borgere i Danmark snart kan få glæde af denne nye teknologi, der både skaber fællesskab og styrker den enkeltes udvikling.
Video
Herunder ses en kort video af to af borgerne i gang med et spil på ovennævnte aktivitetsskærm:
Klik på billedet for at afspille videoen. Videoklippet vises på YouTube