På Biffens biografsal, der vender ud mod Odder Å og Folkeparken, er der vokset et nyt værk frem hen over sommeren. Forbindelsen mellem bylivet og naturen, der med Folkeparken vokser ind i baggården ved Biffen, har været et afsæt for kunstneren bag, Peter Birk.
”Som streetartist er omgivelserne og miljøet omkring det, jeg skal arbejde på, det første afsæt, jeg har, når jeg starter en opgave. På væggen her er der både helt konkrete elementer, som et skur, døre og cykelskur, og så et kig mod den grønne park med stier, der åbner op gennem træerne. Med værket vil jeg gerne trække naturen op på bygningen og videre med ind i byen.”
Oplevelsen af at blive trukket ind i bylivet gennem naturen har Peter Birk fået på sommerens ture fra Aarhus til Odder. Her har landskabet fra toppen af Oddervej og kigget ud mod Assedrup givet inspiration.
”Der er noget særligt ved at ankomme til Odder. Det er et landskab, der åbner sig op, og hvor vejen trækker dig igennem og ind mod byen. Det har jeg gerne ville tage med mig helt op på væggen, og man kan sige at værket står som et nyt take på et landskabsmaleri, hvor man som beskuer er kommet helt tæt på landskabets strukturer og særligt træets strukturer, som jeg har gengivet i værkets baggrund.”
I Biffen og bygningen Rosensgade 10 vokser også projektet Kulturama frem. Kulturama er en del af Odder Kommunes byudvikling, der arbejder for at skabe nye forbindelser på tværs af byen med Folkeparken og Torvet som grønne byrum og Kulturama og Biffen som knudepunkt.
Formålet med Kulturama er udvikle et kulturelt mødested, der forbinder kultur og byliv, og som med nye faciliteter i og omkring bygningen kan samle kreative undervisningstilbud for unge samt bygge videre på det stærke frivillige engagement i Biffen. Hvor Peter Birk har sat farver på den hvide væg, er planen at der skal åbnes op med en stor multisal ud mod Folkeparken samt en biografsal på første sal. Værket er derfor også skabt med tanke på alt det, der med Kulturama skal ske i omgivelserne omkring bygningen.
”Kultur, film, medier og billedkunst er for mig forskellige måder at kommunikere på. Kommunikation er også helt centralt i streetart og i graffititraditionerne, hvor de klare farver og tydelige figurer skaber en stærk kommunikation, der er let og hurtig at aflæse. Det har jeg i værket arbejdet med ved at bruge signalflaget som figur og som kommunikationsform – signalflaget, der skal afkodes på havet og helt entydigt signalere et budskab.”
Peter Birk har også fundet plads på væggen til en anerkendelse af kunstneren Mogens Gissel med et udklip fra Gissels gavlværk i Raupachsgade. Netop på hjørnet af Rosensgade og Raupachsgade har Peter Birk tidligere på sommeren haft mulighed for at nyde Gissels værk, da han sammen med skiltemaler Anton Bo rekonstruerede gavlværket på modsatte side; Skriften på Væggen af Poul Pedersen.
Peter Birks værk skal stå frem til bygningen bygges om, og der er derfor stadig et par år til at nyde værket. Indtil da står værket som en stærk forbindelse mellem landskabet og bylivet, hvor et nyt mødested for kultur, undervisning og foreningsliv skal vokse frem.
Læs mere om og følg med i Kulturama-projektet her
Flere billeder af gavlværket