Odders trold stikker snart hoved og hånd frem igen

07-08-2025

Springvandet Trolden har siden efteråret 2024 været dækket til, men nu bliver den tildækning fjernet. Odder Kommune og billedhugger Steen Krarup Jensen har netop indgået en aftale om at afsøge muligheder for istandsættelse af springvandet.

I 2014 kom springvandet Trolden på plads ved Odder Å for at spytte ud i åen og af og til fnyse fra næsen. Anlægget har dog drillet, især har vandet fra Odder Å løbende tilstoppet vandsystemet, så Trolden ikke fungerede. I efteråret 2024 besluttede Kommunalbestyrelsen derfor at værket skulle køres på lager og at Troldens hånd og hoved indtil da skulle dækkes til. Det er dog nu lykkedes for Odder Kommune og Steen Krarup Jensen – billedhuggeren bag Trolden – at finde fælles fodslag i at finde en løsning for Trolden.

Godt samarbejde skal få Trolden i vigør igen

Kommunen og kunstneren samarbejder nu om mulighederne for at få springvandet istandsat, så Trolden kommer i vigør igen. Fra sin plads ved Folkeparken vil han forhåbentlig igen sprøjte og fnyse i forskellig grad – selvfølgelig i højere grad på solskinsdage end på køligere dage og om natten. Der arbejdes både på at finde holdbare tekniske løsninger og på at undersøge muligheder for finansiering af istandsættelsen.

På borgmesterkontoret er derfor også tilfredshed med, at samarbejdet om Troldens fremtid nu går ind i en ny fase.
”Der var mange, der ærgrede sig – jeg selv inklusive – da vi var nødt til at tildække Troldens hånd og hoved. Vi har siden da arbejdet tæt sammen med Steen Krarup om at afprøve en anden vej, som forhåbentlig kan føre til, at værket varigt kan forblive synligt på sin placering i Folkeparken ved åen. Derfor glæder mig altså, at vi nu har landet den her aftale, som betyder, at vi skal nu i gang med at kigge efter alternative muligheder for finansiering af et renseanlæg til Trolden. Vi arbejder i en begrænset tidsperiode og jeg håber, at arbejdet kommer til at bære frugt og møder opbakning fra byen. Her og nu er aftalen et positivt første skridt,” siger Lone Jakobi.

Samarbejdet og Troldens chance for at overleve glæder også Steen Krarup Jensen:
”Det har gjort indtryk på mig, at så mange har givet udtryk for, at Trolden betyder noget for dem personligt og for byen. Jeg er glad for, at Odder Kommune og jeg har fælles forståelse af sagen. Kommunen har gjort en seriøs indsats med at planlægge de nødvendige undersøgelser, så jeg tror på, at det nok skal lykkes at få værket istandsat og bevaret.”

Det er endnu ikke springvandet Trolden, der kan ses

Tildækningen bliver altså fjernet, og i samme omgang bliver der sat tre skilte op. De skilte fortæller om samarbejdet, nogle af dem med Troldens egen stemme. For eksempel forklarer han selv, hvorfor han endnu ikke helt kan ses:
“Jeg er syg og dårlig. Men mine venner inde på rådhuset er heldigvis i gang med at finde en kur, så jeg kan blive rask. Jeg skal bare blive bagved de her irriterende skilte, indtil kuren er fundet. De siger, at skiltene skal være der, fordi det ikke rigtigt er mig, man kan se nu. Når jeg kigger i spejlet, kan jeg også godt se, at jeg ikke er helt mig selv.”

Torsdag d. 14. august kl. 15:00 vil skiltene være på plads, og figurernes afdækning bliver fjernet.
Det er planen at figurer og skilte skal stå sådan, indtil undersøgelserne af tekniske løsninger og finansiering har afklaret, om værket kan blive istandsat.

Fakta om springvandet Trolden

Springvandet blev skabt i 1987 til en legeplads ved et fritidshjem. Legepladsen var åben og en integreret del af et rekreativt grønt område.

Et par år senere blev området ændret og institutionens legeplads blev indhegnet, fordi institutionen blev omdannet til børnehave. Dermed blev Trolden utilgængelig for offentligheden.

Efter gentagne opfordringer fra borgere blev det i 2007 besluttet at flytte værket til et sted, hvor flere kunne få glæde af det.

På grund af byplanændringer med renovering af den tilstødende plads, Polititorvet tog flytningen sin tid. Men i 2014 blev Trolden endelig monteret på åbredden ved Odder Rådhus, hvor den kunne sprøjte ned i åen.

Springvandet har tre dyser: En stråledyse i munden og en forstøverdyse til fnys i hvert næsebor.

I forbindelse med etableringen ved åen i 2014 designede kunstneren et nyt digitalt styreprogram til vandfunktionen. Springvandet får input fra rådhusets ur, kalender og udendørs termometer. Med en original brug af tilfældighed kan Trolden variere sin sprøjten og fnysen helt uforudsigeligt og samtidig tilpasse sin livlighed efter årstid, temperatur og tid på døgnet.

Troldens figurer (hoved og højre hånd) er hugget ud af et par tons smuk, svensk granit fra Halmstad.