Odder Kommune får medhold i seks ud af syv klagepunkter

11-02-2025

Nævnet har afvist seks af de syv klagepunkter vedrørende en lokalplan for solceller i Torrild. Men de giver foreningen Bevar Torrild og Omegn medhold i, at kommunen ikke har undersøgt området for beskyttede flagermus. Odder Kommune påbegynder derfor de nødvendige undersøgelser.

Oversigtskort over et forslag til område til solceller ved Torrild

Planklagenævnet har underkendt Odder Kommunes Lokalplan nr. 1157 for et planlagt 95 hektar stort solcelleanlæg vest for Torrild.

Afgørelsen kommer efter en klage fra foreningen Bevar Torrild og Omegn, som havde rejst en række kritikpunkter over for planens lovlighed.

Nævnet har afvist seks af de syv klagepunkter, men giver foreningen medhold i, at kommunen ikke har undersøgt området for beskyttede flagermus. Dette betyder, at lokalplanen ikke overholder reglerne i planhabitatbekendtgørelsen, og den bliver derfor omstødt.

Klagepunkter fra Bevar Torrild og Omegn

Foreningen pegede på følgende forhold i deres klage:

  • Kommuneplangrundlaget
  • Inhabilitet
  • Påvirkning af bilag 4-arter (flagermus, stor vandsalamander og løvfrø)
  • Samlet miljørapport for plan og projekt
  • Høringsprocessen
  • Kommunens miljøvurdering (landskabelig påvirkning, rekreative interesser, støj, trafik, jordforurening, drikkevand, biodiversitet og beskyttede naturområder)
  • Forholdet mellem kommuneplan og lokalplan

Planklagenævnet har afvist klagerne på de fleste punkter, men finder, at Odder Kommunes oplysningsgrundlag vedrørende yngle- og rasteområder for flagermus er mangelfuldt.

Ny planproces indledes

Den manglende undersøgelse betyder, at kommunen ikke kan vurdere, om projektet vil beskadige eller ødelægge flagermusenes levesteder.

Teknisk chef i Odder Kommune, Helle Bøhl-Møller, udtaler:

- Vi tager til efterretning at Planklagenævnet ikke finder det tilstrækkeligt at vi skriver hvordan vi vil undersøge og håndtere flagermus, men at dette allerede nu skulle være underbygget af konkrete målinger. Til gengæld er vi tilfredse med at alle de øvrige klagepunkter er blevet afvist.
Vi afventer samtidig en afgørelse fra Miljø- og Fødevareklagenævnet. Vi regner med at den foreligger om kort tid – og vi forventer, at den vil pege i samme retning i som Planklagenævnet afgørelse.

Vi går derfor i gang med at gennemføre de nødvendige undersøgelser af yngle- og rasteområder for flagermus, som planklagenævnet har efterspurgt og efterfølgende vil der komme et revideret lokalplanforslag og et nyt kommuneplantillæg som skal ud i en ny offentlig høring, slutter Helle Bøhl-Møller.

Formand for Udvalget for Klima og Plan, Kresten Bjerre, udtaler om Planklagenævnet underkendelse af lokalplanen:

- Vi skal naturligvis følge alle regler og skal derfor igennem en ny proces med kommuneplantillæg og lokalplan. Det betyder desværre en forsinkelse af den grønne omstilling og kampen for at nå klimamålene i Odder Kommune, slutter Kresten Bjerre.