Allerede inden aftenens lodsejermøde gik i gang, trængte et spørgsmål sig på: Var der mon kaffe nok? Helt frem til mødets start strømmede tilmeldingerne nemlig ind, og ekstra stole blev fundet frem i takt med, at der blev fyldt op ved bordene. Der var med andre ord stor interesse for lodsejermødet, som var arrangeret i et samarbejde mellem Odder Kommune og Landboforeningen Odder-Skanderborg.
– En af grundene til, at vi i landboforeningen bakker op om Treparten, er, at den løser mange udfordringer på én gang. Samtidig ser vi en stor styrke i, at vi i fællesskab og lokalt laver en plan for, hvordan vi når i mål med eksempelvis kvælstofreduktionen, sagde den første oplægsholder.
Det var Claus Fenger, næstformand i Landboforeningen Odder-Skanderborg, mælkeproducent og en af landbrugets to repræsentanter i den lokale trepart Horsens Fjord. Han forklarede, hvorfor han er motiveret for at realisere Treparten. Det handler om at kunne udnytte de mange muligheder, Treparten rummer, om risikoen for regulering – og om et ønske om at hjælpe blandt andet fjorden til et bedre sted.
– Jeg er landmand, men jeg er også en del af lokalsamfundet – mine børn går i skole lige heroppe, sagde Claus Fenger.
En blandet skare
Blandt de mange lodsejere, der var mødt frem, var både produktionslandmænd og fritidslandmænd. Men især én gruppe lodsejere var stærkt repræsenteret – dem, som Anders Dolmer Dam, leder af klimaindsatsen i Odder Kommune, beskrev som "lodsejere med en meget, meget stor have".
Alle fik en introduktion til Treparten og de mange deadlines, der er indbygget i den. Det var imidlertid ikke kun viden, de fremmødte fik med sig hjem – de fik også en klar opfordring til at kaste et blik på deres jorde og overveje, om der måske var arealer, de kunne byde ind med.
– Ingen arealer er for små, som Anders Dolmer Dam sagde og fortalte om Odder Kommunes Open Call-ordning, hvor lodsejere kan byde ind med deres tanker. Undervejs blev det igen og igen understreget, at alle samtaler foregår i fortrolighed – men også, at lodsejerne sidder inde med værdifuld viden, som ingen kort kan afsløre.
For som Anders Dolmer Dam sagde:
– Ingen kender jeres jord bedre end jer selv.
Der blev lyttet
Der blev lyttet, da Claus Fenger fortalte. Der blev lyttet, da Anders Dolmer Dam informerede. Men da jordfordelingsplanlægger Peter Møller fik ordet, blev der for alvor spidset ører.
Slide for slide og ord for ord gav Peter Møller nemlig lodsejerne indblik i de muligheder for kompensation, støtte og jordfordeling, som Treparten rummer.
Han tog desuden lodsejerne med ind i en jordfordelingsproces – blandt andet den del, hvor gummistøvlerne kommer på, og et projektområde bliver beskuet ved selvsyn af jordfordelingens parter:
– Vi har en spade og et jordspyd med, og vi smager på korden, hvis man kan bruge det udtryk, sagde Peter Møller.
Der var især én ting, han slog fast:
– Lodsejerne er i individuelle situationer. Det kræver individuelle løsninger. Folks forskellige interesser skal vi forsøge at matche, så alle kan se en idé i at være med i et projekt.