Odder Museums årsskrift I godt Selskab er på gaden

13-11-2025

Odder Museum er blandt de få museer i landet, der har stor succes med sit lokalhistoriske årsskrift. Læs denne gang om bl.a. Fattiggården i Snærild, Stampmøllen gennem 300 år og Odder Jernbanerestaurant.

Fattigården i Snærild

32. årgang af I GODT SELSKAB er klar – et værk, der giver et spændende indblik i levevilkår og hverdagsliv på egnen gennem tiderne.

Årsskriftet rummer 17 artikler skrevet af engagerede lokale ildsjæle. Med nysgerrighed og historisk sans har de gravet i fortællinger om livet her på egnen.

Blandt årets temaer kan du læse om:

  • Fattiggården i Snærild – hvor livet var opdelt i herre- og kvindefløj, men hvor kærligheden alligevel fandt vej.
  • Stampmøllen – dens op- og nedture gennem 300 år.
  • Odders jernbanerestaurant – bevaret som et autentisk ”brunt værtshus”, som en københavnsk jazzmusiker for nylig kaldte ”en guldgrube”.


Stampmøllen i Odder

Ifølge tidligere museumsinspektør Eva Schmidt skyldes en del af årsskriftets succes det velvalgte udgivelsestidspunkt: Mange af de 1000 eksemplarer bliver købt som julegaver og mandelgaver – en gave, der både gør læserne klogere på deres hjemegn og gladere for at bo her.

Årsskriftet er ikke bare lokalhistorie – det er, som statsminister Mette Frederiksen ville sige, ”et fint bidrag til den åndelige oprustning”.