To markante kommunalpolitikere hædret ved kommunalbestyrelsesmøde

12-11-2025

Ved kommunalbestyrelsesmødet i Odder blev kommunens to længst siddende politikere, Finn Thranum (V) og Marianne Hundebøll (SF), hædret for deres mangeårige indsats og store engagement i lokalsamfundet.

Marianne Hundebøll og Finn Thranum

Finn Thranum modtog Ridderkorset

Finn Thranum har gennem mere end fire årtier sat sit præg på både lokal og national politik. Han begyndte sin politiske karriere som 25-årig i Hinnerup Kommune og har siden 1997 været en central figur i Odder Kommunes kommunalbestyrelse. Finn Thranum har desuden siddet i Folketinget og i Regionsrådet. Finn har især markeret sig inden for sundheds- og socialområdet, hvor han har været drivkraft bag etableringen af Odder Sundhedshus, oprettelsen af akut- og korttidspladser samt arbejdet for forebyggelse af livsstilssygdomme.

Hans indsats har altid været præget af nærvær, respekt og et stærkt værdimæssigt kompas. Borgmester Lone Jakobi fremhævede i sin tale Finns integritet og evne til at bygge bro mellem lokale og nationale løsninger:

“Dit engagement har haft fokus på værdig omsorg for ældre og borgere med særlige behov. Du har mødt mennesker med respekt og vist, at social retfærdighed og menneskelig værdighed er bærende principper i det kommunale virke”, sagde Lone Jakobi.

Finn Thranum

Marianne Hundebøll hædret med særligt ridderkors

Marianne Hundebøll modtog et helt særligt hæklet ridderkors som symbol på hendes store indsats. Dette som alternativt af Ridderkorset, som ikke bæres af medlemmer af SF.

Marianne har i 20 år været en tydelig SF-profil i Odder Kommune og har kombineret social ansvarlighed med grøn politik. Hun har stået i spidsen for kultur- og fritidspolitikken, sikret minimumsnormeringer i daginstitutionerne og arbejdet for klimaplaner og rent drikkevand.

Hun er kendt for sit engagement i frivillighed og kulturprojekter og for at skabe dialog med borgerne – blandt andet gennem initiativet Mandagspolitik. Borgmester Lone Jakobi understregede i sin tale:

“Du har formet Odder med nærvær og omtanke – tråd for tråd, beslutning for beslutning. Dit engagement og evne til dialog har altid været synligt, både her i salen og ude blandt borgerne”, sluttede Lone Jakobi.

Marianne Hundebøll