Kommunalpolitik er også for unge

05-11-2025

Jonas Maltesen og Gunvor Schmidt er enige om, at kommunalpolitik er både relevant og vigtigt for unge i Odder. De håber, at så mange unge som muligt, vil stemme den 18. november.

Jonas og Gunvor foran valgplakat med teksten 'Hvad går du ind for'?
Jonas Maltesen og Gunvor Schmidt vil have unge i Odder til stemmeurnerne

Kommunalpolitik handler om det, der vigtigt for os

Kommunalvalget handler i høj grad om unges hverdag, mener Gunvor og Jonas, der er en del af den nystartede Odder Ungeforening. Sammen vil de arbejde for, at unge får en stærk stemme, når vi d. 18. november vælger en ny Kommunalbestyrelse. Derfor har de tidligere i år indsendt et borgerforslag, hvor de opfordrer Kommunalbestyrelsen til at nedsætte et Ungeråd.

"Det er vigtigt at få de unge stemmer repræsenteret i Kommunalbestyrelsen, så de debatter og beslutninger, der kommer ud af Rådhussalen, også har de unges perspektiver med,” fortæller Jonas.

Ved valget i 2021 stemte 65,1% af de 19-21-årige og 51,1% af de 22-29-årige i Odder Kommune.

Jonas og Gunvor håber, at mange unge i år tager del i Kommunalvalget, og peger på, at kommunalpolitik handler om det, der er vigtigt for rigtig mange unges hverdag.

"Jeg tror mange unge ikke ved, at de faktisk har en holdning til det, som Kommunalbestyrelsen arbejder med og beslutter,” fortæller Gunvor. "Det kan for eksempel betyde meget i ens hverdag, hvor tit bussen går, om man kan dyrke dem sport, man har lyst til, eller har nogle steder at ses med sine venner efter skole. Det kan også være at man mener noget om, hvordan ens skole sorterer skrald, hvordan vi passer på miljøet i kommunen eller om der skal laves en ny cykelsti på den vej, man cykler i skole."

Det skal være sjovt og nemt at tale politik

Gunvor og Jonas vil med et nyt Ungeråd skabe et sted, hvor det er nemt og sjovt at tale politik, og hvor man som ung kan være med i samtalen uden at det er med afsæt i et partipolitisk ståsted. Det vigtige er, at være sammen om samtalen, og at man har et sted, at dele sine holdninger. 

De peger derfor også på, at det at have nogen at stemme sammen med, er vigtigt for at unge tager del i Kommunalvalget. Derudover er det vigtigt at få hjulpet de unge førstegangsvælgere med at finde ud af, hvordan man stemmer helt lavpraktisk.

"Det handler meget om, om ens venner stemmer. Om det er noget, man taler om, at man skal. Det betyder ikke så meget, hvem man præcis stemmer på, men mere om, at man er i en venneflok eller i en familie, hvor det er noget, man gør,” siger Jonas.

"Der er også noget, der handler om at vide, hvordan man stemmer. Hvis man ikke har været vant til at være med ens forældre nede at stemme, så er det måske uklart, hvordan man for eksempel udfylder en stemmeseddel. Det er heller ikke alle der ved, at man kan stemme på et parti i stedet for en kandidat eller at man kan brevstemme", fortæller Gunvor. 

Kommunalvalg kan virke meget formelt

Gunvor og Jonas ved, at breve med valgkort, lange stemmesedler og overblik over valgsteder kan virke meget formelt og svært at relatere til for mange unge. De er derfor begge glade for, at der i Odder Kommune er flere unge kandidater, der stiller op til Kommunalbestyrelsen, som er synlige på både valgplakater og til vælgermøder. Udover at gøre den politiske samtale nem og nærværende, handler det for Jonas og Gunvor også om at kunne relatere sig til kandidaterne.

”For os er det rigtig vigtigt at få sat et ansigt på kandidaterne. Det gør at de politiske emner ikke kun bliver fortalt i skoleregi eller formelle rammer fra kommunen, men at det gøres mere personligt,” fortæller de.

Jonas og Gunvor håber derfor, at mange unge, også førstegangsvælgere, vil være nysgerrige på kandidaterne – måske på et vælgermøde, i en podcast eller i en kandidattest, hvor de store politiske emner som kulturliv, klima og byudvikling, kan gøres mere personligt.

Læs mere om Kommunalvalget i Odder Kommune på vores temaside

Relaterede nyheder