Fra skoleåret 2025/2026 kan elever i 8. og 9. klasse vælge juniormesterlære, hvor de én dag om ugen er i praktik på en virksomhed. Resten af ugen får de almindelig undervisning – dog i færre fag. Eleverne afslutter juniormesterlære med folkeskolens afgangseksamen i minimum dansk og matematik. Formålet er at give de unge lyst til at tage en erhvervsuddannelse og samtidig give dem indsigt i forskellige fag og brancher.
Den nye skoleform giver eleverne mulighed for at komme i praktik som f.eks. håndværker, landmand, pædagogmedhjælper, SOSU-assistent eller andre erhverv, som den unge har interesse for. Sammen med virksomheden aftales det, hvilke arbejdsopgaver eleven skal udføre i den tid, han eller hun er i juniormesterlære.
Ud over at eleverne udvikler både faglige færdigheder og personlige egenskaber, viser erfaringer, at overgangen til en erhvervsuddannelse bliver nemmere, og samtidig øges chancen for at finde en læreplads.
“Vi oplever, at eleverne tager mere ansvar og får ny energi og motivation, når de får lov til at lære med hænderne og se, hvordan teori bliver til praksis. Juniormesterlære giver dem netop den mulighed,” siger Erhvervsplaymaker Søren Therkildsen, der har været med til at starte projektet.
Her kan du læse mere om juniormesterlære