Støtte til frivilligt socialt arbejde

04-09-2025

Nu kan du igen søge om støtte til frivilligt socialt arbejde. Læs mere herunder.

Udvalget for Sundhed og Voksne uddeler hvert år midler fra en pulje til frivilligt socialt arbejde (Servicelovens § 18). Ved hver uddeling foretager udvalget en samlet prioritering af de indkomne ansøgninger. Såfremt en ansøgning ikke opfylder de opstillede kriterier, er det afgørende, at dette begrundes i ansøgningen.

Herunder følger de projekter/aktiviteter, der vil blive prioriteret i forbindelse med tildeling af støtte:

  • Støtten ydes primært til aktiviteter, der finder sted i Odder Kommune.
  • Aktiviteter, der fremmer og udvikler frivilligt socialt arbejde – og gerne foregår i et samarbejde mellem flere frivillige foreninger og mellem de frivillige foreninger og Odder Kommune.
  • Aktiviteter, der understøtter relationer og netværk på tværs af målgrupper og aldersgrupper. Dette kan både være igangværende og nyskabende aktiviteter, men de nyskabende vil blive prioriteret.
  • Aktiviteter, der forebygger isolation og ensomhed samt giver borgere med særlige behov nye muligheder.
  • Aktiviteter, der er åbne for alle og ikke er begrænset til egne medlemmer i en forening eller lignende.
  • Aktiviteter, der er sundhedsfremmende og forebyggende.

Herunder følger de projekter/aktiviteter, der ikke ydes støtte til:

  • Administration, herunder løn, porto, kontorartikler, telefon og kørsel. Der er mulighed for undtagelser, hvis støtten er en forudsætning for udførelsen af det frivillige sociale arbejde.
  • Udflugter, rejser og fortæring. Der er mulighed for undtagelser i forbindelse med frivilligpleje.
  • Foreninger med en større likvid formue.

Uddelingerne foregår 2 gange årligt i forbindelse med udvalgets møder i april og oktober. Ansøgningsskema kan hentes her. Der skal medsendes regnskab for 2024.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til Socialchef Britta Kempel på tlf.: 2090 5347 eller e-mail: britta.kempel@odder.dk.

Ansøgning om tilskud sendes til britta.kempel@odder.dk senest d. 5. oktober 2025.