Verdens vigtige insekter genskabt i genbrugsmaterialer
Eleverne på Mellemtrinnet på Parkvejen Skole studerer lige nu insekter, biodiversitet og klima sammen med deres lærer for at blive klogere på, hvorfor insekter er så vigtige for livet på kloden. Sammen med billedkunstner Susanne Ahrenkiel, undersøger eleverne bier, biller og sommerfugle og genskaber dem i nye kreative former af gamle valgplakater, kosteskafter, parasoller, udluftningsslanger, klapvogne og meget andet - alt sammen doneret af Værdicentralen Odder.
Oplev Børnenes Insektparade og kom til workshops
Torsdag d. 30. april er alle inviteret til at opleve insekterne, når alle eleverne går i en stor parade fra Parkvejen Skole og ned gennem Odder By. Paraden slutter ved Odder Rådhus, hvor børnene bliver modtaget af 2 udvalgsformænd: Mariann Winther, Kultur, Fritid og Fællesskaber og Eva Carlslund, Klima, Natur og Planlægning. Efterfølgende bliver insekterne udstillet på Tinghuset.
Projektet er inspireret af parader og marcher i andre byer, som har gjort opmærksom på truede dyrarter med kunst og fantasi - og nu vil eleverne på Parkvejen Skole vise politikerne i Odder vigtigheden af insekterne for vores klima.
Paraden starter ved Parkvejen Skole kl. 15 og arrangementer slutter kl. 17.
I forlængelse af paraden bliver der 2 workshops, hvor du selv kan undersøge og skabe insekter i genbrugsmateriale. Workshopsne er gratis og åbne for alle:
- Tinghuset lørdag d. 2. maj. kl. 11-14
- Økologiens Have søndag d. 10. maj kl. 11-14.
Projektet "Børnenes Insektparade" har sit afsæt i projektet "Plante og Muld", som er et flerårigt samarbejde mellem Parkvejens Skole og Økologiens Have.
Det kreative kunstevent "Børnenes Insektparade" er støttet af Odder Kommune gennem Odder Kulturforening, Værdicentralen, Tinghuset, Økologiens Have og DN Odder - Danmarks Naturfredningsforening i Odder.
Billeder fra opstartsworkshop på Parkvejen Skole i uge 16:
