Efter et sommerprogram fyldt med læselyst og kreative aktiviteter er Odder Bibliotek klar med endnu et alsidigt efterårsprogram for både børn, familier og voksne.
Du kan blandt andet glæde dig til børneteater, fællessang for de yngste og de mere modne, kreative værksteder, forfatteraftener med bl.a. Hanne Marie Houkjær, Steffen Kretz og Jens Christian Grøndahl, foredrag om alskens emner lige fra investering til hønsestrik, kreative værksteder, sanketur i Skabslund Skov og fokus på litteratur og ytringsfrihed.
Forestillinger for de mindste
For de mindste starter efteråret med Små synger sammen med Skrallebang, en særlig forfest til den landsdækkende sangdag for de allermindste. Arrangementet sætter fokus på fællesskab, musik og sangglæde for børnefamilier.
Houkjær, Grøndahl og Kretz
For voksne byder efteråret på flere spændende litteraturarrangementer. Den 17. september gæster forfatter Hanne Marie Houkjær biblioteket og fortæller om sin seneste roman Kerstins hus. Senere på måneden - den 28. september - kan publikum møde journalist Steffen Kretz, som tager afsæt i sin bog I orkanens øje og giver et dybdegående indblik i det amerikanske samfunds krise: Vrede mod “systemet”, mørke penge i politik, kamp om ”sandheden” og ekstrem ulighed.
Efteråret byder også på endnu et litterært højdepunkt, når Jens Christian Grøndahl besøger Odder Bibliotek til en forfatteraften om romanen At velsigne et liv.
Faglige foredrag
Udover de litterær foredrag, inviterer biblioteket også til de mere faglige af slagsen. Den 5. november fortæller Kasper Birk og Pernille Wahlgren, hvordan helt almindelige mennesker kan bruge investering til at skabe mere økonomisk frihed og ro i maven i foredraget Investér dig fri – det er aldrig for sent. Den populære strikdesigner Hanne Rimmen kommer og giver foredrag om hønsestrik. Hør historien bag hønsestrikken og bliv inspireret til selv at gå i gang!
I oktober fortsætter programmet med arrangementet Tæt på demens, der sætter fokus på, hvordan en demenssygdom påvirker hele familien, og hvordan pårørende kan finde viden og støtte.
Og endelig holder vores lokale forfatter Inger Anneberg foredraget Et forsvar for grisen – lær grisen at kende, som det kloge dyr, det er.
’Det er ganske vist’
Børnebiblioteket hylder H.C. Andersen i efteråret med både et kreativt værksted, hvor den står på papirklip, og en musikalsk fortælling om H.C. Andersen og hans liv og vidunderlige eventyr, når Randers Teater præsenterer: 'Det er ganske vist'.
#ForbudteBøger
Igen i år sætter vi med udstillingen #ForbudteBøger fokus på censur og ytringsfrihed. Overalt i verden udfordres ytringsfriheden. Lige nu i særlig grad vedr. køn, seksualitet, etnicitet, historiske facts og politik. Retten til fri adgang til litteratur af enhver art, er en forudsætning for fri meningsdannelse og deltagelse i demokratiet.
Sidst, men ikke mindst …
Natur- og friluftsinteresserede kan desuden komme med på Skovhøst – sanketur med naturvejleder Svend Hamann i Skabslund Skov. Her bliver deltagerne klogere på naturens spiselige ressourcer og får inspiration til at bruge vilde råvarer i hverdagen.
Herudover byder biblioteket som altid på kreative værksteder for børn med monstre, uroer og filtede billeder. Morgengry og Skumringstime med oplæsning for hhv. de mindste og de voksne, bustur til Bogforum, Litteratur med Munk, Daugaard & Buur og pandekager i anledning af Rasmus Klumps 75-års fødselsdag.
