Overnatningstal 2025: Tyskerne trækker læsset

19-02-2026

De samlede overnatningstal for 2025 er nu landet, og der tegner sig positive tendenser i Kystlandet – særligt sammenholdt med tallene på landsplan.

Badende på Rude Strand

Samlet set er overnatningstallet for Kystlandet steget med 2,6 %, mens det på landsplan er steget med mere beskedne 1,1 %. Bag stigningen i Kystlandet gemmer sig en stigning i udenlandske overnatninger på 6,5 %. En stigning, der er mere end dobbelt så stor som stigningen på landsplan.

For danske overnatninger er der en mindre stigning på 0,5 % i Kystlandet, som set i lyset af et fald på landsplan på -1,1 % må betragtes som tilfredsstillende. Danske overnatninger udgør 64 % af alle overnatninger i Kystlandet.

Den markante vækst i udenlandske overnatninger skyldes alene en markant stigning på 10,5 % i tyske overnatninger. 2025 var præget af en gunstig feriekalender for Kystlandets primære delstater i Tyskland. Dette har medvirket til den flotte stigning, som var særlig mærkbar i sensommeren.