Odder Kommune blandt landets bedste: Stor stigning i hussalget i 2025

23-01-2026

Boligmarkedet i Odder Kommune udvikler sig stærkt. Nye tal fra Boligsiden.dk viser, at vi er blandt de fem kommuner i Danmark, der har haft den største procentvise stigning i hussalget i 2025.

Vandhus og huse i bydelen Bendixminde i Odder vestby

 I løbet af året blev der solgt 334 huse og rækkehuse i Odder Kommune – en stigning på hele 38 procent i forhold til 2024. Det vidner om stor interesse for at bosætte sig i vores område. 

Flere vælger at bosætte sig i Odder Kommune

 Det stigende boligkøb går hånd i hånd med, at indbyggertallet i Odder Kommune fortsat vokser og nu stiger for ellevte år i træk. Flere og flere får øjnene op for de kvaliteter, der gør Odder til et attraktivt sted at slå sig ned.

"Jeg er glad for at se, at så mange vælger Odder som deres nye hjem. Den positive udvikling på boligmarkedet viser, at vi kan byde nye borgere varmt velkommen til en kommune med stærke fællesskaber, trygge rammer og gode muligheder for både børn og voksne,” siger borgmester Lone Jakobi.

  Hou Havn

Læs mere

Du kan læse hele opgørelsen over udviklingen i hussalget hos Boligsiden her.