Odder Kommune kan blive Europæisk Frivillighovedstad i 2028

07-07-2026

Blandt fire europæiske kommuner og byer er Odder Kommune udvalgt som kandidat til den eftertragtede titel.

Frivillige foreninger i Folkeparken i Odder

Odder Kommunes borgmester, Lone Jakobi, fortæller:

Det her er en anerkendelse af alt det engagement og den indsats, som borgere, frivillige og foreninger allerede lægger i at gøre en forskel i hverdagen. Vi håber selvfølgelig, at vi vinder – men uanset hvad vil vi bruge kandidaturet til at sætte endnu mere fokus på frivilligheden og gøre det lettere at være med. For jo flere der er med, jo stærkere bliver vores fællesskab – og det kan mærkes i hverdagen for os alle.

Den kommune eller by, der vinder titlen, bliver Europæisk Frivillighovedstad gennem hele 2028. Vinderen offentliggøres af Centre for European Volunteering (CEV) den 1. december 2026.

Frivillighed gør en forskel i hverdagen

Frivillighed handler om mennesker – og for den frivillige kan det give fællesskab, oplevelser og mulighed for at gøre en forskel. For borgeren betyder det hjælp, nærvær og nye fællesskaber.

Frivillige skal ikke overtage kommunens arbejde. Men de kan bidrage med noget andet – engagement, idéer og lokal viden.
Det ser vi fx i Naturpark Svanegrund og i Odder MUMS, hvor frivillige skaber konkrete resultater for både natur, klima og mennesker.

Vi skal løse mere sammen

Odder Kommune står over for store opgaver de kommende år – bl.a. inden for velfærd, sundhed og klima. Her bliver samarbejdet med borgere og foreninger endnu vigtigere.

Vi arbejder allerede med at inddrage frivillige i løsningerne – og vil gerne gøre det endnu bedre.

Vi tror på, at de bedste løsninger bliver til i fællesskab. Frivillige bidrager med engagement og nye perspektiver, og det gør en reel forskel i hverdagen,
siger borgmester Lone Jakobi.

Vi vil blive bedre til samarbejdet med frivillige og foreninger – og det gælder i hele kommunen. Der er fx ambitioner om flere samarbejder på skolerne.

Uanset om Odder vinder eller ej, fortsætter arbejdet: Vi vil gøre det lettere at engagere sig og være frivillig – til gavn for fællesskabet i Odder.

Centre for European Volunteering (CEV) er et europæisk netværk med over 60 medlemsorganisationer, dedikeret til at fremme og understøtte frivillige og frivillighed i Europa.
Læs mere om CEV: Europeanvolunteercentre.org