Tæt på en fordobling: Markant flere seniorer i job i Odder Kommune

24-06-2026

Flere seniorer i Odder Kommune vælger at blive på arbejdsmarkedet – også efter de 60 år. På ti år er antallet af seniorer i job næsten fordoblet.

Billede af Anni Brosbøl.

Ifølge tal fra Danmarks Statistik er antallet af borgere i job i alderen 60+ steget fra ca. 1.100 i 2015 til omkring 2.050 i 2025. Det svarer til en stigning fra cirka 850 til 1.650 fuldtidsbeskæftigede seniorer.

Udviklingen er positiv i en tid, hvor mange arbejdspladser mangler arbejdskraft – og hvor erfaring og stabilitet er efterspurgt. Samtidig viser udviklingen, at flere seniorer både kan og vil blive længere i job.

“Det er rigtig godt, at flere seniorer bliver længere på arbejdsmarkedet. Vi har brug for deres erfaring, så både offentlige og private arbejdspladser har den arbejdskraft og viden, de har brug for,” siger Niels Rosenberg, formand for Udvalget for Social, Handicap og Beskæftigelse.

“Samtidig er det en klar forventning, at virksomhederne i Odder i endnu højere grad ser seniorerne som en styrke – både når det handler om at fastholde medarbejdere og om at rekruttere. Der er et stort potentiale, som vi skal blive bedre til at udnytte.”

Udviklingen i Odder Kommune følger en national tendens. På landsplan er antallet af seniorer i arbejde steget markant over de seneste ti år, viser en ny analyse fra Dansk Arbejdsgiverforening.

Samtidig har Odder landets højeste forventede levetid. Borgerne lever længere og sundere liv – og det giver et særligt potentiale for, at endnu flere kan bidrage aktivt i arbejdslivet.

For virksomheder i Odder er der derfor et stort potentiale i i højere grad at fastholde og ansætte seniorer som en del af løsningen på manglen på arbejdskraft.

Det gælder ikke mindst på sundheds- og ældreområdet, hvor behovet for medarbejdere er stort.

“Vi mangler medarbejdere på sundheds- og ældreområdet, og her er seniorerne en vigtig del af løsningen. Mange har både lyst og mulighed for at blive længere i job, og deres erfaring er helt afgørende for kvaliteten i vores velfærd,” siger Torben Madsen, formand for Udvalget for Ældre, Omsorg og Sundhed.

”Mine bedste dage er der, hvor jeg har gjort en forskel”

En af de medarbejdere i Odder Kommune, der er blevet på jobbet, selvom hun egentlig godt kunne stoppe, er Anni Brosbøl. Anni er 74 og arbejder som ernæringsassistent i køkkenet på Stenslundcentret, hvor hun har arbejdet de sidste 17 år. Her laver hun varm mad til beboerne fem dage om ugen.

”Jeg elsker mit job og glæder mig til at komme på arbejde. Jeg sætter stor pris på det daglige samvær med mine kollegaer, og de bedste dage på arbejdet er de dage, hvor jeg kan mærke at jeg gør en forskel for beboerne. Når maden dufter godt, og jeg kan mærke at beboerne kan lide den,” siger hun.

Anni arbejder 25 timer om ugen, og det giver hende tid til også at dyrke idræt i fritiden. Og selvom hun indrømmer, at det ind imellem er nødvendigt med en lur på sofaen efter fyraften, så fejler hendes arbejdsenergi ingenting.

”Jeg ved ikke, hvornår jeg stopper med at arbejde. Men det bliver ikke lige foreløbig,” siger hun med et smil. 

Relaterede nyheder