Hvis du var forbi Torvet i Odder By i går eftermiddags, er der en god chance for at du hørte sange om at komme ”Ud under åben himmel” og at se på en himmel ”Fuld af nattens stjerner.” De to var nemlig en del af Odders Største Kors repertoire til åbningen af årets Frivilligmøde.
Koret blev ført an Kirstine Birk og Annette Folsach, undervisere på Odder Musikskole og akkompagneres af Marianne Eriksen, leder af Musikskolen for Voksne, og netop som de begyndte at synge, holdt regnen op, og den startede først igen, da sangen var slut.
Inden koret gik i gang, hold borgmester Lone Jakobi en tale, hvor hun bød velkommen til Frivilligmødet og understregede vigtigheden af frivillighed og fællesskab. ”Kort sagt: I er guld værd,” som hun sagde, direkte henvendt til de frivillige.
Der var dog snigpremiere på årets arrangementer til Frivilligmødet kort før åbningen på Torvet. Her var Lone Jakobi nemlig i Ørting, hvor Odder Kommunes nye Frivilligbus blev indviet – og derefter kørte borgmesteren og en håndfuld borgere til Odder.
I dag, torsdag, fortsætter det spændende program på Frivilligmødet. Det kan du finde på frivilligmoedet.odder.dk, hvor du også kan læse mere om baggrunden for mødet.