Borgerpanel: Vil du være med til at forme hverdagen på vejene i Odder Kommune?

19-05-2026

Odder Kommune inviterer borgere i alle aldre til at melde sig til et borgerpanel, som skal være med til at give input, dele erfaringer og pege på gode løsninger på, hvordan vi kommer godt rundt i kommunen.

Hvordan kommer vi nemmest og tryggest rundt i hverdagen – til arbejde, skole, fritidsaktiviteter, venner og familie? Og hvordan kan det blive lettere at vælge cyklen, bussen, samkørsel eller bare en god gåtur?

Odder Kommune er i gang med at lægge en fælles plan for, hvordan vi bevæger os rundt i kommunen i de kommende år – både i byerne og på landet. Derfor inviterer vi nu borgere i alle aldre til at melde sig til et borgerpanel, som skal være med til at give input, dele erfaringer og pege på gode løsninger.

Hvad er borgerpanelet?
Borgerpanelet er en gruppe borgere, der bliver inviteret med ind i arbejdet og giver deres perspektiver på hverdagen i Odder Kommune. Det handler ikke om at være ekspert – men om at kende sin hverdag.
Vi vil gerne høre fra dig, uanset om du kører bil hver dag, cykler eller går, bruger bus eller tog, bor i byen eller på landet, er ung, børnefamilie, pendler eller senior.

Hvad skal borgerpanelet lave?
Som deltager i borgerpanelet skal du blandt andet fortælle om dine daglige ture og udfordringer, pege på steder, hvor det fungerer godt – og hvor det ikke gør, komme med idéer til, hvordan det kan blive lettere, tryggere eller mere fleksibelt at komme rundt samt diskutere og prioritere forslag sammen med andre borgere.
Borgerpanelets input bliver brugt direkte i kommunens videre arbejde og indgår i de forslag og tiltag, der senere kan blive sat i gang.

Hvor meget tid tager det?
Borgerpanelet skal kunne deltage på to workshops med repræsentanter fra foreninger og organisationer i Odder Kommune.  
Møderne vil finde sted den 16. juni kl. 17 og den 17. september, begge dage i Kulturkøkkenet VitaPark. 

Hvordan deltager man?
Alle interesserede kan melde sig. Når tilmeldingen er lukket, sammensætter Odder Kommune et borgerpanel, der tilsammen afspejler kommunen – fx i forhold til alder, bopæl og hverdag. Det betyder, at ikke alle, der melder sig, nødvendigvis bliver udvalgt.

Har du lyst?
Hvis du har lyst til at være med og give din mening til kende, så tilmeld dig borgerpanelet her 

Vi har brug for din tilmelding senest d. 11. juni.

Relaterede nyheder