Vær med til Frivilligmødet 2026

15-05-2026

Onsdag d. 20. maj skyder vi årets Frivilligmøde i gang - fire dage fyldt med fællesskaber, musik, oplæg, samtaler og meget mere, hvor vi sammen fejrer frivilligheden.

Hele Odder Kommune er klar til Frivilligmødet 2026 - vær med og mød frivilligheden, og alt det den kan i Odder. I år har vi et fyldt og spændende program, som du kan dykke ned i på Frivilligmødets helt nye hjemmeside.

Gå til program for Frivilligmødet 2026

Frivillighed, foreningsliv og fællesskaber på programmet
Årets program er fyldt med arrangementer, der kaster lys på frivilligheden - både hvor det er sjovt og spændende, og hvor man kan møde udfordringer. Mød for eksempel mennesker fra FriSe, Trivselsalliancen og Ingerfair, der står klar med aktuelle og praksisnære workshops, oplæg og inspiration til foreningslivet. Eller få tips til at fylde din forening med frivillige fra KulturHub og Steen Bille. 

Frivilligmødet er for både nye og gamle fællesskaber og foreninger, og i programmet byder flere af dem inden for. Mød for eksempel foreningslivet i Spektrum, Natteravnene, Hjemmeværnet, Odder Teater, frivillige i Økologiens Have og læsekredse på Biblioteket. Du kan også finde inspiration til grønne havefællesskaber med oplæg fra Naturpark Svanegrund eller finde vej til nye ungefællesskaber til street art workshop med Ungemødet. 

Fejring og fællessang
Frivilligmødet er også vores fælles fejring af alle de frivillige, der gør en forskel i Odder Kommune. Derfor byder Biffen ind til film og fællesskaber med særlige fremvisninger for frivillige i Odder. Og lørdag samles vi alle til prisuddeling, hvor vi i år skal uddele Frivillighedsprisen, Fællesskabsprisen, Den Grønne Pris, Lokalprisen og Æresprisen.

Til Frivilligmødet fejrer vi frivilligheden med fællessang både onsdag og lørdag. Onsdag d. 20. maj kl. 16.30 er vi sammen om at åbne Frivilligmødet. På Torvet i Odder står Odders største kor klar til fællessang, og alle er inviteret. Til prisuddeling lørdag d. 23. maj spiller Odder Garden op til fællessang og parade i Folkeparken. 

Kok Nikolaj Kirk, klimavanebrud og klimamål i Folkeparken

Som en del af Frivilligmødet inviterer Odder Kommune til Grøn Dag i Folkeparken med fokus på klima, natur og bæredygtighed. Her kan du møde kokken Nikolaj Kirk, der fortæller om hvordan vi kan spise mere klimavenligt. På scenen i Folkeparken følger herefter en samtale mellem politikere fra Kommunalbestyrelsen om klimavanebrud, og hvordan vi alle kan bidrage til kommunens klimamål, og hvordan vi tager fælles ansvar i den grønne omstilling.

Gratis koncerter - oplev Aura Dione og Downtown July
Lørdag aften er er vi sammen om at afslutte Frivilligmødet med to gratis koncerter under åben himmel i Folkeparken. 
Aura Dione er først på scenen, hvor vi kan glæde os til at synge med på de store hits som Geronimo og Song for Sophie. Herefter følger et nyt navn: gruppen Downtown July, der sidste år vandt DR’s Karrierekanonen, og som nu er aktuelle med deres debutalbum Kravler før vi går.

Årets plakat hylder de frivillige
Bag årets plakat til Frivilligmødet er arkitekt og grafisk designer Christina Ann Sydow fra Odder. Find plakaten på postkort rundt om i byen - et fint lille minde om årets fejring af de frivillige. Plakaten gives i et særtryk til årets prisuddeling lørdag d. 23. maj, og fredag d. 22. maj kan du opleve den til fernisering og workshop med Christina, hvor vi sammen sætter fokus på vinklerne på hverdagens fællesskaber og oplevelser. 

Relaterede nyheder