Målet er at gøre det lettere at leve et sundt og aktivt liv, forebygge sygdom og sikre, at flere borgere kan bevare et godt helbred og høj livskvalitet hele livet.
Den nære sundhed bliver tit forbundet med plejehjem, hjemmepleje eller andre kommunale omsorgstilbud. Men sandheden er, at den skabes mange steder i hverdagen. En god hverdag, et stærkt fællesskab eller et aktivt fritidsliv, for eksempel. Mange af de vigtigste forudsætninger for et sundt liv findes allerede i lokalsamfundet. Med SundOdder Alliancen tager Odder Kommune derfor et nyt skridt og samler foreninger, virksomheder, patientforeninger, frivillige og kommunen om en fælles ambition: at gøre det lettere for flere borgere at leve et sundt, aktivt og meningsfuldt liv gennem hele livet.
SundOdder Alliancen handler om mere end sundhedsydelser. Den skal skabe stærkere forbindelser mellem de steder, hvor mennesker allerede lever deres liv, i foreninger, på arbejdspladser, i boligområder og i lokale fællesskaber. Ambitionen er at gøre det nemmere for flere borgere at finde fællesskaber, få støtte i tide og bevare et sundt og godt liv længst muligt.
De første medlemmer af SundOdder Alliancen er en række patientforeninger og apoteker, men der er plads til flere. Mange flere. For eksempel er idrætsforeninger, boligorganisationer, virksomheder, frivillige organisationer og lokale råd meget velkomne til at være med. Målet er, at vi i fællesskab kan udvikle løsninger, der giver flere borgere gode leveår, stærkere fællesskaber og bedre livskvalitet, end nogen af os kan skabe alene.
"I Odder er vi rigtig gode til at hjælpe borgere med at leve et godt og sundt liv, ikke mindst fordi vi har dygtige og engagerede medarbejdere i alle led. Men de kan ikke gøre det alene, og derfor er jeg rigtig glad for, at vi nu har kunnet indgå den her aftale. Jeg glæder mig til at byde endnu flere velkommen i alliancen. Jo flere lokale kræfter vi samler, jo mere kan vi løfte sammen, og jo flere borgere kan vi hjælpe til et sundere og bedre liv."
"Vi ved, at sundhed ikke kun handler om behandling, når man bliver syg. Det handler også om fællesskaber, tryghed, aktivitet og hjælp i tide. Derfor går vi nu nye veje og samler lokale kræfter om at skabe de bedste rammer for, at borgerne kan holde sig sunde og raske gennem hele livet," siger borgmester Lone Jakobi.

SundOdder Alliancen er en del af Odder Kommunes ambition om at flytte fokus længere frem i kæden. Ikke kun at hjælpe, når sygdom eller mistrivsel opstår, men i højere grad at forebygge problemer og styrke de fællesskaber, der hjælper mennesker til at leve sunde og gode liv. Det kræver et tæt samarbejde med de foreninger, arbejdspladser, boligområder og lokale fællesskaber, som møder borgerne dér, hvor de er. Og det er netop det, alliancen skal bidrage til.
Fra gode initiativer til fælles mål
Der findes allerede mange tilbud og fællesskaber i Odder Kommune. De gør hver dag en stor forskel for borgernes sundhed og trivsel, og alliancen skal skabe stærkere forbindelser mellem de lokale aktører. Det kan gøre tilbuddene mere synlige, gøre det lettere for borgerne at finde den rette hjælp eller det rette fællesskab og samle lokale aktører om fælles mål for sundhed, trivsel og livskvalitet.
"Vi vil gerne samle de lokale kræfter, som hver dag bidrager så meget til vores fælles trivsel og livskvalitet. For hvis vi skal lykkes med at levere god velfærd i fremtiden, skal vi gøre det sammen. Den gode sundhed bliver kort sagt ikke skabt af sundhedsvæsenet alene. Den skabes også, når mennesker er en del af fællesskaber, har noget meningsfuldt at stå op til, føler sig trygge og har mulighed for at leve et aktivt liv. Derfor ønsker vi at samle endnu flere lokale kræfter om at skabe de bedste rammer for sundhed og trivsel i hverdagen."
"Derfor er jeg både stolt af og optimistisk på vegne af SundOdder Alliancen, som skal samle endnu flere om den fælles opgave," siger formand for Udvalget for Ældre, Omsorg og Sundhed, Torben Madsen.
Målet for alliancen er, at flere borgere oplever, at det er nemt at finde fællesskaber, aktiviteter og støtte, når de har brug for det. Alliancen skal bidrage til, at flere kan leve et sundt, aktivt og meningsfuldt liv, forebygge sygdom og bevare deres livskvalitet længere.
Samtidig skal alliancen være et fælles udviklingsforum, hvor lokale aktører deler erfaringer, udvikler nye løsninger og arbejder mod fælles mål om, at flere borgere kan holde sig sunde og raske længere, trives bedre og få flere gode leveår.
Det særlige ved SundOdder Alliancen er, at sundhed ikke alene ses som en opgave for sundhedsvæsenet. Ambitionen er at samle hele lokalsamfundet om at skabe de bedste muligheder for et godt liv. Når virksomheder, foreninger, patientforeninger, boligområder, frivillige og kommunen arbejder i samme retning, kan vi nå længere, end hver enkelt aktør kan alene.

En alliance med plads til flere
SundOdder Alliancen tager de første skridt med patientforeninger og apoteker som centrale samarbejdspartnere. Herfra skal alliancen udvikles med flere deltagere og nye samarbejder på tværs af civilsamfund, erhvervsliv, boligorganisationer, lokale råd og kommune.
Bent Olesen fra Kræftens Bekæmpelses lokalforening i Odder siger:'
"Patientforeningerne har en vigtig stemme, fordi vi repræsenterer mennesker, som lever med eller har været tæt på sygdom. Samtidig ved vi, at sundhed skabes mange steder uden for sundhedsvæsenet. Derfor er det stærkt, at SundOdder Alliancen samler kommune, civilsamfund, virksomheder og lokale fællesskaber om en fælles ambition. Det giver os mulighed for at skabe løsninger, som rækker længere, end hvad den enkelte organisation kan opnå alene."