Odder Kulturforening støtter 3 lokale kulturhus-projekter

03-11-2026

Odder Kulturforening uddeler knap 100.000 kr. til 3 projekter, der på hver deres måde arbejder med kulturhuset som ramme for læring, fællesskab og kreativitet.

Fællesspisning i Tinghuset skal med projektet "Måltidet som mødested" udvikles til et fællesskab, som deltagerne selv er medskabere i.

Med temaet "Inviterende Kulturhuse" har bestyrelsen i Odder Kulturforening søgt projekter, der arbejder med kulturhuset som format - både de etablerede, fysiske kulturhuse, og de alternative. Bestyrelsen har også ønsket at se projekter, der fremmer fællesskab og deltagelse, som inviterer mennesker indenfor og som har fokus på lokal forankring. 

Bestyrelsen har valgt at støtte tre stærke, lokale projekter med tilsammen knap 100.000 kr. Fælles for dem er, at de på hver deres måde undersøger og udvikler, hvad et kulturhus kan være: et åbent, samskabende hus, et grønt mødested under åben himmel og et fællesskab, der skaber grobund for ny kultur. Bestyrelsen har lagt vægt på bredden i de tre projekter, og at de alle tre har ambitionen om at invitere flere ind, give plads til deltagelse og lade nye fællesskaber vokse.

Tinghuset: Kulturhuset som et åbent hus for samskabelse
Med projektet Måltidet som mødested vil Tinghuset udvikle deres fællesspisning fra et tilbud til et fællesskab, som borgerne i højere grad er med til at drive. Gennem blandt andet et nyt værtskorps skal gæster have mulighed for at tage skridtet fra deltager til aktiv medskaber. 

Rikke Søndborg Juhl er medstifter af Tinghuset og projektansøger:

"Vi tror på, at måltidet kan noget særligt som samlingspunkt. Siden vi etablerede Tinghuset, har fællesspisningen været en vigtig del af huset og en anledning til, at mennesker mødes på tværs af alder og baggrund. Med Måltidet som Mødested vil vi tage næste skridt og skabe endnu flere muligheder for, at borgerne ikke blot deltager i fællesskabet, men også er med til at skabe det. Vi er meget taknemmelige for Odder Kulturforenings støtte til projektet", fortæller Rikke. 

Økologiens Have og Permahaven Ylva-Li: Fælleshaven som det grønne kulturhus under åben himmel
Med projektet Fælles om Haven inviterer Økologiens Have og Permahaven Ylva-Li borgere til at lære, hvordan man skaber sin egen fælleshave. Tanken er, at læringen kan sprede sig videre og danne grobund for nye lokale mødesteder, hvor man dyrker både jorden, viden og fællesskabet. 

Odder Højskole og Sansefestivalens aktører: Kulturhuset som udviklingsfællesskab
Projektet Fra kulturnetværk til kulturfællesskab skal samle kommunens kreative og kunstneriske iværksættere i et stærkere fællesskab. Gennem workshops og oplæg skal deltagerne inspirere hinanden, udvikle kreativiteten og skabe grobund for nye kulturelle initiativer i Odder Kommune.

Læs mere om Odder Kulturforening - og bliv gratis medlem her

Relaterede nyheder