Som så mange andre kommune, er Odder Kommune i gang med at implementere flere store reformer på både ældreområdet og sundhedsområdet. Det arbejde går godt, selvom der stadig er mere at arbejde med.
Mere selvbestemmelse og helhedspleje til kommunens ældre
Ældreloven trådte i kraft den 1. juli 2025 og lægger blandt andet vægt på den ældres selvbestemmelse, tillid til medarbejdere og ledelse og et tættere samspil med pårørende og civilsamfund. Det er vi i Odder Kommune allerede langt med.
Hjemmeplejen er skiftet ud med Helhedsplejen. Det skifte er implementeret i form af faste tværfaglige teams, nye forløbspakker og en ny styringsmodel. Fokus for Helhedsplejen ligger på især rehabilitering, så borgerens egne mål, ressourcer og muligheder er omdrejningspunktet for indsatsen. Det sker blandt andet gennem træning, hjælpemidler og velfærdsteknologi.
Som en del af omlægningen er alle borgere blevet revisiteret. Det vil sige at kommunen har kigget på den hjælp de får i dag, og i den forbindelse har sikret sig at de får den rigtige hjælp. Både for at sikre borgeren og for at sikre at Ældreloven bliver overholdt.
"Ældrereformen handler først og fremmest om, at den enkelte skal bestemme mere selv og have en mere sammenhængende hjælp. Vi har taget nogle store og gode skridt i Odder, men det er også en rigtig stor omstilling, så vi skal blive ved med at udvikle både vores faglighed og den måde, vi arbejder på," siger Torben Madsen, der er formand for Udvalget for Ældre, Omsorg og Sundhed i Odder Kommune.
Nye snitflader mellem kommune og region
En stor del af sundhedsreformen er en ændring i samarbejdet mellem Odder Kommune og Region Midtjylland. Det gælder blandt andet akutsygeplejen og så betyder det at akut- og korttidspladserne på 3. sal i Sundhedshuset fremover bliver regionale sundheds- og omsorgspladser. Fra den 1. januar bliver det også regionen, som overtager arbejdet med forebyggelse blandt borgere. I processen med at flytte opgaverne er de naturligvis vigtigt, at de borgere, som allerede er i gang med et forløb, mærker så lidt til forandringerne som muligt.
Reformen handler dog ikke kun om at flytte opgaver mellem kommune og region. Det nye Sundhedsråd Horsens, som dækker Horsens, Hedensted, Odder og Skanderborg kommuner, er for eksempel i gang med at lave en nærsundhedsplan for 2027-2030, der skal udvikle og udbygge det nære sundhedsvæsen i de fire kommuner. Det arbejde fokuserer især på sundhedstilbud tæt på borgernes hverdag, sammenhængende og sikre forløb og mere sammenhæng i forebyggelsen.
”Sundhedsreformen ændrer opgavefordelingen mellem kommune og region, men det vigtigste er jo, at borgerne oplever et sundhedsvæsen, der hænger sammen. Derfor arbejder vi tæt sammen med Sundhedsrådet om at sikre en god overgang og på at udvikle stærke sundhedstilbud tæt på borgernes hverdag," siger Torben Madsen.
Nærsundhedsplanen skal efter den beskrevne proces være endeligt vedtaget senest 1. juni 2027.
