Odder Kommune fastholder gode takter i måling af erhvervsklimaet

02-09-2026

I Dansk Industris nye måling af det lokale erhvervsklima fastholder Odder Kommune sidste års 22.-plads. Det er samtidig blevet til fremgang på flere punkter – og enkelte steder, hvor vi skal være opmærksomme.

Hvert år på denne tid offentliggør Dansk Industri deres årlige Måling af Lokal Erhvervsvenlighed. Det er en måling, som vi i Odder Kommune holder godt øje med, fordi den fortæller, hvordan vores erhvervsliv oplever det at drive virksomhed i kommunen. I målingen er det samlet blevet til en 22.-plads – det er samme placering som i 2025 – og det er der flere gode ting ved. Især et punkt hæfter borgmester Lone Jakobi sig ved.

”Det er rigtig positivt at vi dels fastholder flere gode placeringer, og at vi går frem fra en sjette til en femteplads i virksomhedernes oplevelse af dialogen med kommunen og nummer ni i den overordnede erhvervsvenlighed og dialog. Vi vil gerne skabe de bedste rammer for vores erhvervsliv, og det gør vi bedst, når vi snakker sammen. Så det er jeg rigtig glad for. Overordnet set fastholder vi placeringen fra sidste år, hvilket jeg er tilfreds med. Når det er sagt, så skal vi naturligvis beholde arbejdstøjet på og forbedre, hvor vi kan, så vi kan få en endnu bedre placering næste år,” siger hun.

Også hos Dansk Industri bliver de gode takter i Odder bemærket. Ikke mindst vores tætte kontakt med virksomhederne er vigtig, lyder det fra Johannes Saugbjerg, der er bestyrelsesleder hos DI Sydøstjylland.

”Odder har opbygget en stærk position på netop de områder, virksomhederne møder i hverdagen. Hurtig byggesagsbehandling og tæt dialog er afgørende, når virksomheder skal investere og udvikle,” siger han.

Byggesagsbehandlingen har længe været en høj prioritet for Odder Kommune, og igen i år er det blevet til en førsteplads i kategorien ”Kompetent og effektiv sagsbehandling i forbindelse med byggesager”. I en vækstkommune som Odder er det selvsagt vigtigt, at ansøgninger om byggetilladelser bliver behandlet hurtigt og effektivt, og det viser undersøgelsen også at virksomhederne oplever.

Flere unge i erhvervsuddannelser

Undersøgelsen viser også en markant fremgang i andelen af unge, som vælger erhvervsuddannelser efter de er færdige i 9. klasse. I 2025 var Odder Kommune nummer 50, mens 2026-undersøgelsen viser en 21.-plads.

Når alt det gode er sagt, så er der selvfølgelig også steder, hvor vi som kommune godt kunne tænke os en bedre placering. En af de udfordringer, som virksomhederne tit fremhæver, er vores placering i forhold vedr. den lokale infrastruktur. Den slags er naturligvis svære at gøre ved, men vi er opmærksomme på at det er en udfordring. Derudover er der i erhvervslivet – både lokalt og på landsplan – efterspørgsel efter dygtig og stabil arbejdskraft. Her er Odder Kommune nummer 8, mens det bliver til en 9. plads i kategorien ”Kommunens beskæftigelsesindsats”. Både infrastruktur og rekruttering er elementer i kommunens kommende erhvervspolitiske handlingsplan, som både kommer til at kigge på de områder, hvor vi kan blive bedre – og de områder, hvor vi skal holde kursen. Begge dele er til stede i årets klimamåling, og arbejdet med at Odder Kommune fortsat til en af landets mest erhvervsvenlige kommuner fortsætter.

Du kan læse hele Dansk Industris måling af Erhvervsklimaet i Odder via linket her.

Relaterede nyheder