En flok svaler stryger gang på gang tæt hen over vandoverfladen på den sø, der i dag tager mod alt regnvand fra Dyngby, for ved søen holder insekterne også til. Ude fra markerne kommer en stær flyvende med målrettet kurs mod en søjle, der bærer seks stærekasser. I næbbet har den mad til ungerne i redekassen.
På en varm sommerdag er der gang i Dyngbys lille, grønne oase. Den ligger ved Grindesnabevej lidt syd for landsbyen, og teknisk set er den et regnvandsbassin, som blev anlagt, da byens spildevand og regnvand omkring 2010 blev separeret. Det er derfor Samn Forsyning, der ejer stedet, men Lokalrådet fik lov til at indrette det grønne område, hvor der i dag er slåede stier og flere borde/bænkesæt.
“Vi er ikke så mange borgere i Dyngby, bare omkring 100, men det fungerer faktisk som byens samlingssted”, fortæller Kaj Jensen, der gennem en årrække har været formand for Lokalrådet.
Beboerne ønskede også et kvashegn, men det modsatte Samn Forsyning sig. Venlige naboer tilbød så, at hegnet kunne opføres inde på deres grund, og sådan blev det - kvashegnet er rigtig langt, og det bliver brugt af Dyngbys indbyggere. Nogle syntes, der skulle sættes karper ud i søen, men det blev i stedet til, at naturen selv skulle afgøre, hvem der rykkede ind, og det gjorde både tudser og frøer - og over søen svæver guldsmedene. Søen er omkranset af dunhamre og blomstrende brudelys.
Fra Odder Kommune fik beboerne frø, der skulle skabe variation, og i bevoksningen rundt om søen lyser enkelte blomstrende planter da også op, men det er græsser og tidsler, der dominerer. Tidsler er ikke populære blandt mennesker, men det er tydeligt, at bierne er vilde med dem. I det hele taget fremstår området som noget vildere end det var planen, for beboerne har erkendt, at det er et kæmpearbejde at holde det vedlige - og at naturen måske slet ikke skal holdes vedlige. Det gælder også den vold, som Kaj Jensen for et par år siden var med til at anlægge og hvor formålet netop var at se, hvad der ville komme af sig selv.