Odder Kulturforening uddeler hvert år støtte til kulturprojekter i Odder på vegne af Udvalget for Kultur og Fritid. I år har bestyrelsen valgt at afprøve en strategisk uddeling, hvor bestyrelsen har sat et tema: "Mod til at skabe: Børn, unge og kultur". Bestyrelsen har i ansøgningsrunden valgt at støtte 3 projekter med i alt 140.000 kr.
Insektparade med børnenes fortolkning af natur og klima
På Parkvejen skole har Meike Diederichsen søgt om at engagere 150 børn på mellemtrinnet i at skabe en kæmpe insektparade til foråret, hvor børnene skal arbejde med naturfænomener, klima og livet på vores klode. Paraden skal vises for hele Odder og bevæge sig gennem byen frem til en fast udstilling på Centralhotellet. Samtidig inviterer projektet ind til åbne workshops på Tinghuset og i Økologiens Have for børn og forældre, der har lyst til at skabe insekter.
Insektparaden tager afsæt i samarbejdsprojektet Plante og Muld mellem Parkvejens Skole og Økologiens Have, som er støttet af Nordea Fonden. Meike glæder sig over, at støtten fra Odder Kulturforening giver både elever og skolen mulighed for at bringe det kunstneriske og medskabende i spil i projektet.
"Vi glæder os særlig meget til, at forløbet har en autentisk modtager uden for skolen, hvor eleverne vil kunne opleve, at det, de laver i skolen, faktisk får et liv i samfundet udenfor. Ud over det ser vi frem til den inspiration, en kunstner kan bringe ind i skolen, for hendes ideer og arbejdsmetoder vil helt bestemt sætte gang i noget nyt i vores kommende praksis. Endelig glæder vi os til at vise resten af Odder, hvor meget Parkvejens Skoles elever og personale kan stable på benene sammen med alle de gode kræfter, vi arbejder sammen med i vores lokalområde", fortæller Meike.
Lydrum og ungefællesskaber
I ansøgningsrunden har også to ungeprojekter fået støtte. Lydrummet er en nystartet, frivillig forening med Erik Atzen i spidsen, der driver et eksperimenterende musikstudie i Odder. Projektet har fået støtte fra Odder Kulturforening til at afholde en række åbne indspilningsaftener i studiet for unge. Til sammen skaber deltagerne et fælles lydprodukt, hvor de unge løbende bygger videre på hinandens optagelser i studiet.
FIND DIT FÆLLESSKAB er en ny ungdomsfestival i Odder, skabt af unge – for unge. Projektet udspringer af Frivilligmødet i august 2025, hvor unge sammen satte fokus på frivillighed, fællesskaber og aktivt medborgerskab. Nu vil en gruppe unge engagere og samle flere unge og sammen skabe en festivial i 2026, hvor unge skaber kunst og kultur sammen - og finder nye fællesskaber.
Odder Kulturforening har støttet projektet til både at planlægge og afholde festivalen, og ansøgerne på projektet, Jonas, Melisa og Gunvor, glæder sig også særligt til at lærer af hele processen omkring festivalen.
"Vi glæder os til at skabe et fællesskab af unge og for unge. Det er vigtigt og godt at have vores egne erfaringer med i spil i forbindelse med skabelsen af projektet, og vi glæder os til den spændende proces løbende. Det er en skøn og engageret flok, vi har stykket sammen, og det bliver kun bedre jo flere, der kommer til. Projektet kommer til at udvikle sig løbende, og vi ser frem til at udveksle og udvikle på hinandens ideer, og derigennem skabe en festival, som alle har spillet en rolle i at få på benene", fortæller de tre ansøgere.
Læs mere om Odder Kulturforening på deres hjemmeside