To europæiske frivilligambassadører fra Odder Kommune

27-10-2025

Karin Daugaard der er formand i Hou og Omegns Idrætsforening, og Kasper Tomshøj der er næstformand i Frivilligcenter Odders bestyrelse samt i bestyrelsen i SIND Odder er lige nu udpeget som europæiske frivilligambassadører.

Karin Daugaard og Kasper Tomshøj

Karin og Kasper har begge været i Bruxelles, hvor de har deltaget i en europæisk konference. Her skulle de bl.a. præsentere, hvad de er særligt optagede af som frivillige, og hvad de ønsker sparring på og et eventuelt samarbejde omkring.

Karin Daugaard fortalte om, hvordan de i Hou og Omegns Idrætsforening (HOIF) ønsker at arbejde mere for og med unge i lokalområdet. Foreningen har for nylig fået knap en million kr. i fondsmidler til at forvandle en parkeringsplads til et nyt mødested for unge og det gamle tennishus skal indrettes til nye aktiviteter.

Kasper Tomshøj fortalte om, at de i Frivilligcentret er særligt interesserede i corporate volunteering, som handler om at give medarbejdere fri et antal timer om året til at lave frivilligt arbejde. De to ambassadører mødtes også med andre europæiske organisationer, der arbejder med frivillighed, og de fik dermed udvidet og styrket deres europæiske netværk. Karin Daugaard og Kasper Tomshøj er udpeget som frivilligambassadører i perioden hvor Danmark har EU-formandskabet, som varer fra juli 2025 til december 2025.

De to ambassadører er valgt af Centre of European Volunteering (CEV), som er et europæisk netværk med flere end 60 organisationer, der arbejder for at fremme og støtte frivillige og frivilligt arbejde i Europa – på europæisk, nationalt og regionalt niveau. Det er også CEV, der afholdte konferencen.

”Jeg er enormt stolt over, at der er udpeget to stærke ambassadører fra Odder Kommune, og samtidig jeg faktisk ikke overrasket. For det er to ildsjæle, som begge har stor erfaring og et stort hjerte indenfor frivillighed. Udpegningen af frivilligambassadørerne er et vigtigt skridt i vores strategiske arbejde med at styrke samarbejdet mellem civilsamfundet og kommunen. Vi står midt i en tid, hvor komplekse udfordringer som trivsel, rekruttering og social sammenhængskraft kræver nye former for partnerskaber. Frivillighed er ikke blot et supplement – det er en central drivkraft i udviklingen af Odder Kommune som et sted, hvor fællesskab og aktivt medborgerskab går hånd i hånd– til gavn for alle borgere. Derfor har det også været en høj prioritet for den samlede Kommunalbestyrelse i denne periode, hvor vi har udpeget det som et af fire strategiske fokusområder”, fortæller borgmester Lone Jakobi.

Odder Kommune vil være Europæisk Frivillighovedstad 2028

Fokuset på at arbejde mere målrettet og strategisk med frivillighed og aktivt medborgerskab har resulteret i, at en enig Kommunalbestyrelse har besluttet i forbindelse med Budget 2026, at Odder Kommune skal søge om at blive Europæisk Frivillighovedstad i 2028. Det er også Centre of European Volunteering, der står for konkurrencen om at blive udnævnt til Europæisk Frivillighovedstad. Såvel borgere som organisationer, foreninger og fællesskaber kan derfor forvente at høre meget mere om ansøgningen og kandidaturet i det kommende år.

Foruden de to ambassadører fra Odder Kommune er Dennis Perez Skov fra København udpeget som tredje ambassadør. CEV, som har udpeget de tre ambassadører, har som mål at være den førende stemme i den europæiske debat om frivillighed ved at påvirke politik, dele tendenser og tilbyde ekspertise til europæiske beslutningstagere. Frivilligcentre og Selvhjælp Danmark (FriSe) og Center for Frivilligt Socialt Arbejde (CFSA) er begge medlemmer af CEV. CEV har udpeget dem under Det europæiske program for frivilligambassadører, der er en strategisk indsats med det formål at fremme og styrke frivillighed i hele Europa og er finansieret af EU.