Nu er foråret her

02-03-2026

Frosten har sluppet sent i år, og naturen har blot ventet på at vågne. De næste par uger bliver en eksplosion af forårsbebudere – så tag gerne en ekstra tur ud og oplev forskellene fra dag til dag.

vintergækker

 Allerede mens sneen faldt, kunne de første vintergækker og erantis ses. Musvitter og mejser har sunget i flere måneder, og nu følger lærker og bogfinker trop. Træer og buske bliver lystigt nippet for grene til fuglereder, mens hassel og forårsløg springer ud og gør klar til at byde de første overvintrende insekter velkommen.

I løbet af de næste par uger vågner flere og flere smådyr fra deres vinterdvale og søger efter mad og redesteder. Typisk er den første dagsommerfugl, vi ser, den gule citronsommerfugl, men nu vågner også dagpåfugleøje, nældens takvinge og det hvide C. De flakser søvnigt rundt efter blomster og steder med sol, læ og krat, så de kan genvinde kræfterne.
Ligeledes kan vi se frøer og salamandere søge ned mod søer og vandhuller, så snart isen er væk.

12 tegn på, at foråret er i fuld gang

  • Vintergækker
  • Erantis
  • Anemoner
  • Krokus
  • Vorterod
  • Hassel
  • Mirabel
  • Citronsommerfugl
  • Dagpåfugleøje
  • Nældens takvinge
  • Hyld, der springer ud
  • Frøer og salamandere

Sådan kan du hjælpe naturen

  • Saml afklippede og nedfaldne grene i bunker, så smådyr kan gemme sig, samle kræfter eller bruge dem som materiale til redebygning.
  • Sæt fuglekasser op. Særligt mejser, musvitter, spurve og rødstjert har glæde af en hjælpende hånd.
  • Slut fred med vorterod. Den er en vigtig nektarkilde og danner et fint grønt tæppe med klare gule blomster. Den er både yndig og iøjnefaldende – også for insekterne. Når den har udført sin forårspligt, visner den væk, typisk i april.