Efterliv i lyd

Projektet Hjemstavn kan nu opleves som podwalk i Odder

08-10-2025

Tag på lytteoplevelse langs Odder Å, når Teater Fluks d. 10. oktober udgiver ny podwalk med fortællinger og stemmer fra Odder.

I efteråret 2024 oplevede 300 udskolingselever vandreforestillingen Hjemstavn i Odder, der efter at have været på tur i de syv kommuner i det tidligere Kulturring Østjylland, blev afsluttet på Odder Museum.    

Nu vender Teater Fluks og musiker og komponist Niels Gade tilbage med et efterliv til forestillingen. Op til efterårsferien udgives en række lydfortællinger i podwalk-format, der giver publikum mulighed for at genopleve – eller opleve for første gang – de mange stemmer og fortællinger, der blev indsamlet i samarbejde med borgere, unge og lokale kunstnere til Hjemstavns-projektet. 

Scan QR-koden og start din lytteoplevelse
Teater Fluks udgiver syv podwalks, der giver lydspor til en gåtur gennem steder og hjemstavne i de syv østjyske kommuner; Odder, Skanderborg, Hedensted, Norddjurs, Syddjurs, Favrskov og Samsø.

Podwalken bliver tilgængelig via QR-koder, som inviterer lytterne til at finde fortællinger, digte, interviews og lydcollager skabt til netop deres hjemstavn – og samtidig opleve, hvordan temaer om sted, identitet og tilhørsforhold spejler sig på tværs af Østjylland.

I Odder inviterer podwalken sin lytter med på gåtur langs Odder Å med stemmer og fortællinger om Odder By i ørerne. Podwalken bliver tilgængelig via QR-koder – i første omgang ved to centrale steder langs Odder Å ved Odder Bibliotek og Odder Museum.

– For os er det vigtigt, at materialet vender tilbage til de steder, hvor det blev skabt. Hjemstavn handlede om fællesskaber på tværs af generationer, og nu kan vi fortsat forbinde mennesker gennem lyden af deres egne historier, siger Rasmus M.L. Skov, kunstnerisk leder i Teater Fluks.

– Vi har arbejdet med et kæmpe lydmateriale, der var skabt specifikt til forestillingerne. Det ville være synd og skam, hvis det bare skulle forsvinde. Ved at udgive det som podwalk kan vi dele guldkornene bredere og samtidig forlænge projektets liv – en form for kunstnerisk bæredygtighed, hvor vi bruger det, vi allerede har skabt, på nye måder, fortæller Sara F. Søndergaard, kunstnerisk leder i Teater Fluks.

Podwalken lanceres op til efterårsferien i uge 42 og kan desuden også findes via teaterfluks.dk og der hvor du normalt lytter til podcasts.
Alle syv podwalks er gratis.

Se billeder fra Hjemstavn i Odder i oktober 2024.

Fakta om Hjemstavn
• Hjemstavn – en rejse i tid, sted og ophav var et samarbejde mellem Teater Fluks og Kulturring Østjylland.
• Projektet bestod af syv unikke vandreforestillinger skabt i syv kommuner i 2024.
• Over 100 unge deltog i skriveworkshops med forfatter Mads Mygind og bidrog med hjemstavnspoesi.
• Efterlivet Hjemstavn – en podwalk udviklet af Teater Fluks og Niels Gade og består af podcasts med interviews, digte, voxpop og lokale stemmer. Hver podcast varer cirka en time og er gratis at lytte til. De leveres desuden som en slags lyd-tidskapsler hos de syv lokalhistoriske arkiver.
• De første tre podwalks fra Samsø Kommune, Norddjurs Kommune og Odder Kommune er tilgængelige fra efterårsferien 2025. De resterende fire kommuner Syddjurs, Skanderborg Favrskov og Hedensted Kommune udkommer løbende i oktober og november 2025.